Danske Bank Asset Management skærer flere stillinger fra som led i ny investeringsstrategi
5/2 11:47
Danske Bank Asset Management vil skære op mod 20 stillinger fra som led i sin nye strategi, der blev lanceret fredag.
Det skriver AMWatch.
I sin nye strategi vil Danske Bank Asset Management uddelegere en del af sine investeringsstrategier til Goldman Sachs' kapitalforvaltningsafdeling samt til Blackrock.
Uddelegeringen betyder også, at banken kan klare sig med færre investeringsfolk. Danske Bank afviser dog at sætte tal på antallet af medarbejdere, der vil blive påvirket. Det afvises desuden også over for AMWatch, at der skulle være tale om en spareøvelse.
- Vi er i gang med at afsøge mulighederne for at finde andre roller til de kollegaer, der er berørt af denne ændring. Derfor kan vi på nuværende tidspunkt ikke oplyse, hvor mange ansatte der vil forlade banken, oplyser Danske Banks presseafdeling.
Danske Bank vil med sin nye strategi og samarbejdet udbygge sin position i Norden.
- Med denne strategi sætter vi en ambitiøs målsætning, der har til formål at cementere og udbygge vores position i Norden målt på kvaliteten af vores investeringsprodukter til kunderne, sagde Christian Heiberg, der er chef i Danske Bank Asset Management, i forbindelse med offentliggørelsen fredag.
Nedskæringerne har blandt andet betydet et farvel til Kasper Brix-Andersen, der har været chef for internationale aktier i Danske Banks kapitalforvaltning. Det oplyser han på Linkedin ifølge AMWatch.
Link til originalartikel: https://amwatch.com/AMNews/article16817879.ece
.\\˙ MarketWire