Mærsk på vej mod næststørste reelle fald nogensinde efter årsregnskab
8/2 15:12
A.P. Møller-Mærsk har torsdag kurs mod det næststørste reelle fald for aktien nogensinde, efter at logistikgiganten har fremlagt sit årsregnskab med en ildevarslende prognose for 2024, en skuffende størrelse på udbyttet og et suspenderet aktietilbagekøbsprogram.
Mærsks B-aktie falder med to timers handel tilbage med 16,2 pct. Det er ifølge data fra Infront det næststørste reelle fald i selskabets historie - kun overgjort af faldet på 16,9 pct. fra 3. november.
Her åbnede Mærsk på klem for at sløjfe aktietilbagekøbsprogrammet og nedjusterede forventningerne som følge af lavere fragtrater.
Mærsk har faktisk én gang før haft et endnu større endagskursfald. Nemlig 29. marts sidste år, hvor der blev betalt et rekordstort udbytte på 4300 kr. per aktie. Det barberede mere end 23 pct. af kursen som følge af det tekniske pres.
Torsdag eftermiddag handles B-aktien i Mærsk til 10.780 kr. efter faldet på 16,2 pct. Dermed er den stigning, som uroen i Det Røde Hav med højere fragtrater og længere transittider har medført, stort set slettet.
.\\˙ MarketWire