Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ukrainer anklages for voldtægter af bofælle på asylcenter

4/3 14:05

En kvindelig beboer på et asylcenter i Holstebro blev i februar sidste år udsat for adskillige voldtægter af sin daværende mandlige bofælle på stedet.

Det mener anklagemyndigheden, der har tiltalt en 28-årig ukrainsk mand i sagen. Mandag sidder han på anklagebænken iført en T-shirt, stramme jeans og kortklippet hår ved Retten i Holstebro, hvor der er blevet taget hul på sagen.

Han ønsker ikke at udtale sig under dagens retsmøde, men under et grundlovsforhør for godt et år siden nægtede han sig skyldig.

Under sin afhøring dengang, som læses op i retten mandag, forklarede han, at de to levede sammen, som om de var gift. Og så var de af egen fri vilje seksuelt sammen under opholdet på Asylcenter Holstebro Sygehus.

Anklagemyndigheden er dog af den opfattelse, at kvinden blev udsat for fuldbyrdet voldtægt, trusler, vold og frihedsberøvelse i en periode fra 1. til 9. februar sidste år.

Tre til fire gange dagligt skal hun være blevet voldtaget af den 28-årige mand, lyder påstanden.

Den ukrainske kvinde, der er i midten af 40'erne, har i øvrigt forklaret, at hun blev frihedsberøvet og holdt fanget på deres fælles værelse i flere timer ad gangen.

Manden har tidligere erkendt, at han nogle gange låste døren til værelset. Det skete, hvis han skulle løbe en tur, eller "hvis han var bange for, at nogen skulle tage hende".

Kvinden har ikke ønsket at være til stede i retten og har i stedet afgivet en to timer lang videoforklaring, som afspilles mandag. Dommeren har dog valgt at lukke dørene, hvorfor offentligheden ikke får muligheden for at få et indblik i den.

Men ifølge sagens anklager tager anklageskriftet i høj grad udgangspunkt i netop hendes forklaring.

Sådan indledte han mandagens retsmøde.

- Hvis det, man hører på videoen, kan lægges til grund, så er det sket, som det er beskrevet i anklageskriftet, siger han.

Her fremgår det videre, at nogenlunde samme scenarie, som ifølge kvinden udspillede sig fra 1. til 9. februar sidste år, gentog sig en uge senere.

Her skal det også have udviklet sig til, at han tog halsgreb på hende, kastede hende ned i et badekar og sprøjtede vand i hendes ansigt, så hun ikke kunne trække vejret.

I samme periode skal han også have taget en kniv frem og sagt, at hendes blod skulle renses, fordi hun tænkte på andre mænd.

Og hvis hun besluttede sig for at tale med politiet, skulle det koste hende livet, lod han hende ifølge anklageskriftet forstå dengang.

Der ventes at falde en afgørelse i sagen onsdag.

/ritzau/