Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: Mat stemning med Zealand og NKT blandt lyspunkterne

5/3 11:41

Røde farver præger det danske aktiemarked tirsdag middag, hvor der dog er flere lyspunkter blandt de danske eliteaktier, da såvel Zealand Pharma og NKT gør en god figur.

For Zealand handler det om endnu en positiv analyse, denne gang fra tyske Berenberg, mens NKT har vundet en kabelordre til en værdi af 9 mia. kr. fra den tyske netoperatør Amprion.

Derimod siver Novo Nordisk, selv om selskabet har offentliggjort resultater fra et imødeset studie, der bekræfter, at supersællerten Ozempic forebygger nyreskade i type 2-diabetikere.

C25-indekset ligger ved 11.30-tiden 0,7 pct. lavere end mandag i 1913,33.

TRANSPORTSEKTOREN UNDER PRES

Novo taber 1,9 pct. til 861 kr. Selskabet har ellers annonceret, at et studie med diabetesmidlet Ozempic viser, at det reducerer risikoen for kronisk nyresygdom, alvorlige hjerte-kar-hændelser og dødsfald med 24 pct. sammenlignet med placebo. Det er statistisk signifikant.

Investorer var dog varskoet om et positivt udfald af studiet, da det blev stoppet tidligt i efteråret 2023, hvilket kun ville være sket, hvis effekten var over 20 pct.

Mens Novo falder, er der til gengæld fremdrift i Zealand, der stiger 3,8 pct. til 686 kr., efter at det tyske finanshus Berenberg har indledt dækning med anbefalingen "køb" og et kursmål på 815 kr.

På plussiden er der også godt nyt fra NKT, der med den seneste ordre har øget sin ordrebeholdning af højspændingsprojekter til omkring 12 mia. euro svarende til ca. 89 mia. kr. Desuden oplyser NKT, at det vil investere yderligere omkring trekvart mia. kr. i højspændingskapacitet på sin fabrik i Köln.

NKT stiger 3,7 pct. til 552 kr.

FALD I TRANSPORTSEKTOREN

Blandt de tabende aktier er A.P. Møller-Mærsk og DSV, der dratter henholdsvis 2,9 pct. og 1,8 pct. til 9288 kr. og 1071 kr.

- Mærsk og DSV har det svært i den her tid.

- Effekterne af Det Røde Hav har nok ikke været så positivt, som markedet oprindeligt troede, siger Martin Munk, senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire

Han ser desuden den negative stemning som et resultat af skuffelse over udsigterne i Kina.

Den kinesiske regering præsenterede i nat et vækstmål på 5 pct. for 2024, der dog især glimrede ved sit fravær af klarere signaler om, at man vil gøre noget ekstraordinært for at booste væksten i år.

- Jeg tror, at markedet savner noget mere håndfast i forhold til, hvad der skal sikre, at de får den vækst, de har sat sig for, siger Martin Munk.

VESTAS HÆVET TIL "KØB" AF HSBC

Vestas har fået løftet sin anbefaling til "køb" fra "hold" af HSBC. Kursmålet bliver samtidig hævet til 230 kr. fra 180 kr., hvilket indikerer et potentiale på 18 pct. fra den seneste kurs. Vestas-aktien ligger 0,6 pct. højere i 196,34 kr.

Blandt sidepapirerne stiger Lundbeck behersket med 0,4 pct. til 33,10 kr. Selskabet har besluttet at tage et middel udviklet i samarbejde med Genmab til en Parkinsons-lignende sygdom videre i fase 3. Genmab stiger 2 pct. til 1993,50 kr., hvilket ifølge Martin Munk også skal ses i lyset af et endnu større fald på over 3 pct. mandag.

FLSmidth, der falder 0,8 pct. til 316,60 kr., har købt den canadiske leverandør af mineudstyr Farnell-Thompson Applied Technologies, som det danske selskab allerede har et tæt samarbejde med. Farnell-Thompson bliver en del af FLS' mineforretning.

Opkøbet har øjeblikkelig virkning, men det påvirker ikke de finansielle forventninger til 2024, meddelte FLSmidth sent mandag.

ØRSTED HOLDER GENERALFORSAMLING

Ørsted holder tirsdag ordinær generalforsamling, hvor der skal vælges ny formand og næstformand for bestyrelsen. Henholdsvis Lene Skole og Andrew Brown er foreslået til de to poster.

Ørsted har i øvrigt fået løftet sit kursmål til 360 kr. fra 340 kr. af analytikerne hos Jefferies. Det nye kursmål er relativt tæt på den aktuelle kurs, og anbefalingen for aktien lyder da også stadig på "hold".

Ørsted bakker ved middagstid med 2,6 pct. til 368,50 kr.


.\\˙ MarketWire