Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/tendens: Positivt analytikernyt kan opveje for halvsur markedsstemning

5/3 08:17

Positive analytikerkommentarer kan komme til at påvirke en stribe danske selskaber tirsdag, hvor investorerne over en bred kam dog skal kæmpe med en lidt sur markedsstemning.

De amerikanske aktiemarkeder endte mandag med fald på op til 0,4 pct., hvor især det teknologitunge Nasdaq-indeks var presset af de let stigende renter.

Den lidt matte stemning er fortsat natten til tirsdag, hvor fraværet af en større omgang stimulus til den hårdt trængte kinesiske økonomi trækker mundvigene lidt nedad efter en skuffende åbning på den kinesiske folkekongres.

Det giver en negativ afsmittende effekt på futurens for det tyske Dax-indeks, som normalt er en god indikator for det danske aktiemarked, og den ligger med et fald på 0,4 pct.

Positivt analytikernyt kan give medvind for Vestas, Zealand og Novo Nordisk, efter at især sidstnævnte mandag var med til at sikre et plus på 0,1 pct. til 1925,91 for C25-indekset.

VESTAS HÆVET TIL "KØB" AF HSBC

Vestas har fået løftet anbefalingen for aktien til "køb" fra "hold" hos HSBC. Kursmålet bliver samtidig hævet til 230 kr. fra 180 kr., hvilket indikerer et potentiale på 18 pct. fra den seneste kurs.

Vestas-aktien tabte mandag 1,2 pct. til 195,12 kr.

ZEALAND INDLEDT MED "KØB" AF TYSK FINANSHUS

Det danske biotekselskab Zealand Pharma får indledt analysedækning hos det tyske finanshuse Berenberg med anbefalingen "køb" med et kursmål på 815 kr.

- Vi ser Zealand som en attraktiv investeringsmulighed i fedme på grund af dets differentierede pipeline og mange kliniske katalysatorer på kort sigt, skriver Berenberg i et notat

Zealand-aktien lukkede mandag med et plus på 1,9 pct. i 661 kr.

I samme sektor fortsatte opturen for Novo Nordisk, der med et plus på 3,1 pct. til 877,20 kr. nåede endnu en lukkerekord.

Novo har tirsdag fået genoptaget sin dækning af finanshuset Citigroup med anbefalingen "køb" og et kursmål på 975 kr.

Finanshuset vurderer, at torsdagens kapitalmarkedsdag vil afsløre, at markedet undervurderer omfanget af Novos ambitioner med hensyn til at skalere GLP-1-udbuddet og potentielt Ozempic-data fra Flow-studiet og Wegovy "højdosis" fedmedata.

FLSMIDTH KØBER OP I CANADA

FLSmidth, der mandag tabte 1,7 pct. til 316,60 kr., har købt den canadiske leverandør af mineudstyr Farnell-Thompson Applied Technologies, som det danske selskab allerede har et tæt samarbejde med. Farnell-Thompson bliver en del af FLS' mineforretning.

Opkøbet har øjeblikkelig virkning, men det påvirker ikke de finansielle forventninger til 2024, meddelte FLSmidth sent mandag.

ØRSTED HOLDER GENERALFORSAMLING

Ørsted holder tirsdag ordinær generalforsamling, hvor der skal vælges ny formand og næstformand for bestyrelsen. Henholdsvis Lene Skole og Andrew Brown er foreslået til de to poster. Derudover vil mange tilhørere nok spidse øren i forbindelse med den afgående formands beretning oven på et mildest talt udfordrende 2023 for Ørsted.

Ørsted har i øvrigt fået løftet sit kursmål til 360 kr. fra 340 kr. af analytikerne hos Jefferies. Det nye kursmål er relativt tæt på den aktuelle kurs, og anbefalingen for aktien lyder da også stadig på "hold".

Ørsted var presset mandag med et fald på 4,8 pct. til 368,50 kr.

.\\˙ MarketWire