Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/T-bond: Renter steg frem mod tale fra Powell - Bostic udskyder reduktion

5/3 06:32

De amerikanske renter steg mandag, hvor markedet allerede har indstillet sigtekornet og fokuserer skarpt på begivenheder senere på ugen.

Her bliver det særligt interessant, når centralbankchef Jerome Powell går på talerstolen i Kongressen onsdag og torsdag, hvor håbet er flere ord på centralbankens retning fremover.

Renten på den tiårige amerikanske statsobligation steg mandag 3 basispoint til 4,21 pct., mens renten for de toårige statspapirer steg 7 basispoint til 4,60 pct.

Tirsdag morgen er renten på den tiårige T-bond 4,22 pct., mens den toårige T-bond fortsat forrentes med 4,60 pct.

Jerome Powell ventes at gentage, at Federal Reserve ikke har travlt med at sænke renterne. Det skyldes nøgletal og indikationer over den seneste tid, der viser en stærk amerikansk økonomi samt mere vedholdende inflation end ventet.

Raphael Bostic, der er chef for Federal Reserves afdeling i Atlanta, signalerede mandag heller ikke, at han har travlt med at få renten ned. Ifølge ham skal vi ind i årets tredje kvartal, før den amerikanske centralbank kommer til at sænke renten for første gang efter en lang periode med renten holdt i ro.

Og herefter vil det på ny være nødvendigt med en pause, så centralbankens medlemmer kan vurdere effekten.

- Jeg vil ikke forvente, at vi kommer til at se flere rentesænkninger i træk, lød det mandag fra Raphael Bostic ifølge Bloomberg News.

- På grund af den store usikkerhed giver det mening at gøre noget, og herefter at se hvordan markedsdeltagere, forretningsledere og familier reagerer på det, tilføjede han.

Også ugens sidste dag bliver afgørende, da den officielle jobrapport for februar bliver offentliggjort og kan indeholde vigtigt nyt om den amerikanske beskæftigelse.

Den ventes at vise en tilgang på 200.000 nye job uden for landbruget mod en jobvækst på 353.000 måneden før. De gennemsnitlige timelønninger, som også ses som en vigtig indikator for tilstanden i den amerikanske økonomi, ventes at vise en stigning på 0,2 pct. på månedsbasis.

.\\˙ MarketWire