Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Nervøse investorer sendte indeks i rødt før taler og vigtige jobtal

5/3 06:32

En afventende og lettere nervøs stemning prægede markedet mandag, hvor handlernes blik allerede var rettet mod begivenheder senere på ugen.

Her bliver det endnu en gang renterne, der kommer i fokus, når den amerikanske centralbankchef Jerome Powell skal på talerstolen midt på ugen, før ugen rundes af med jobtal.

Usikkerheden er i højsædet tirsdag morgen. De amerikanske futures indikerer kursfald i de tre store amerikanske aktieindeks på 0,1-0,3 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Ugen blev mandag skudt i gang med minusser til alle de tre ledende amerikanske indeks.

S&P 500, der har haft medvind i årets første måneder og fredag slog rekord, gjorde endnu et ihærdigt rekordforsøg mandag, hvor en slutspurt kortvarigt sendte indekset i grønt. Alligevel blev facit et lille fald på 0,1 pct.

- Hvis S&P skal slå rekord for ottende uge i træk, er der brug for opløftende ord fra Jerome Powell i forhold til rentesænkninger, når han skal tale i Kongressen, og der skal ikke komme store overraskelser fra ugens jobtal, siger Chris Larkin, investeringschef hos Morgan Stanley, ifølge Bloomberg News.

Også Nasdag-indekset gik på weekend med en rekord, men mandag tabte det rentefølsomme teknologiindeks 0,4 pct., mens Dow Jones smed 0,3 pct.

Fredag steg S&P 500-indekset 0,8 pct., Nasdaq-indekset steg 1,1 pct., og Dow Jones-indekset sluttede ugen med et plus på 0,2 pct.

MILLIARDBØDE TIL APPLE

Selskabsspecifikt rettede opmærksomheden sig mandag mod teknologigiganten Apple, som er blevet fjernet fra finanshuset Evercore ISI's taktiske outperform-liste efter sit seneste regnskab for decemberkvartalet.

Allerede fredag blev aktien taget af finanshuset Goldman Sachs' anbefalingsliste.

Mandag kom det hertil frem, at Apple er blevet idømt en bøde på 1,8 mia. euro - svarende til 13,5 mia. kr. - af EU-Kommissionen for at have hindret rivaliserende musiktjenester som Spotify i at tilbyde forbrugerne abonnementsløsninger uden om App Store.

Apple-aktien faldt 2,5 pct.

STORE FORVENTNINGER TIL ELI LILLY

Også medicinalkoncernen Eli Lilly tiltrak sig interesse, efter at aktien fredag fik løftet sit kursmål til 1000 dollar af Bank of America på baggrund af store forventninger til medicinalkæmpens fedmebehandling.

Banken ser en mulighed for, at Tirzepatid, der er det aktive stof i fedmemidlet Zepbound, kan nå et årligt salg i 2030 på 60 mia. dollar, hvilket svarer til 412 mia. kr.

Aktien steg 1,6 pct.

Derudover endte aktien bag stormagasinkæden Macy's 13,7 pct. højere, efter at to potentielle købere har skruet op for deres bud på selskabet.

Der er Arkhouse Management og Brigade Capital Management, som har hævet deres bud med 14 pct., efter at Macy's har afvist et tidligere forslag.

BRUD OG PARTNERSKAB

Kørselsplatformen Lyft kan have et partnerskab med fastfoodleverandøren Doordash i støbeskeen. Det mener RBC, der på den baggrund har hævet anbefalingen for begge selskaber til "outperform", skriver Bloomberg News.

Lyft steg 4,5 pct., mens Doordash blev løftet 4,0 pct.

Omvendt lader det til at være hos de to luftfartsselskaber Jetblue og Spirit Airlines, som har droppet planerne om at lade sig fusionere efter længere tids kamp med konkurrencemyndighederne i USA.

Her var reaktionen i markedet et plus på 4,3 pct. til Jetblue og et fald på 10,8 pct. til Spirit.

.\\˙ MarketWire