Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Grønne markeder inden tale fra centralbankchef

6/3 14:09

De amerikanske aktiemarkeder går en grøn åbning i møde, hvor dagens hovedbegivenhed bliver eftermiddagens tale fra centralbankchefen Jerome Powell.

Han skal give statusrapport til Repræsentanternes Hus i Kongressen og dagen efter kommer turen til Senatet.

Det ventes, at han vil gentage budskabet om, at Federal Reserve ikke finder det bydende nødvendigt at sænke renten, da økonomiske data de seneste måneder har peget på en genstridig inflation og et varmt arbejdsmarked.

Futures for de ledende indeks indikerer en positiv åbning. Det brede S&P 500-indeks peger mod et plus på 0,4 pct., mens futures for det teknologiprægede Nasdaq-indeks stiger 0,7 pct. og Dow Jones-futuren løftes med 0,2 pct.

Det kommer oven på en udpræget rød dag tirsdag, hvor navnlig teknologiaktier som Tesla og Apple fik bank.

S&P 500-indekset faldt 1,0 pct., og Nasdaq-indekset tabte 1,7 pct. Dow Jones-indekset faldt samtidig 1,0 pct.

COMEBACK TIL TEKNOLOGI

Hovednavnene bag tirsdagens nedtur til teknologiaktierne var Tesla og Apple, der faldt henholdsvis 3,9 pct. og 2,8 pct.

Tesla faldt for anden dag i træk og var tirsdag ramt af strømafbrydelse ved sin fabrik tæt på den tyske hovedstad Berlin.

For Apples vedkommende var det pres på det kinesiske marked, hvor salget af iPhones fortsætter med at falde, der var udslagsgivende.

Onsdag ser dog bedre ud for de to aktier.

Tesla indikeres op med 0,1 pct. i formarkedet, og Apple stiger 0,4 pct.

FOOT LOCKER STYRTDYKKER

Den amerikanske skokæde Foot Locker slap i fjerde kvartal med en noget mindre salgstilbagegang end frygtet - både hos selskabet selv og i markedet.

Til gengæld viser forventningerne til 2024/25 blandede takter, viser estimater indsamlet hos analytikerne af Bloomberg News.

Investorerne synes at hæfte sig i skokædens prognose. Aktien sendes umiddelbart efter regnskabet ned med 9,9 pct. i formarkedet.

I 2024/25 venter selskabet positiv vækst i det sammenlignelige salg. Her er ventet 1-3 pct., mens analytikerne havde sat næsen op efter 1,3 pct., hvilket er noget under midtpunktet på 2 pct.

Til gengæld halter forventningerne til det justerede resultat per aktie efter. Her ser Foot Locker et resultat på 1,50-1,70 dollar per aktie mod ventet 1,91 dollar.

VESTAS-KONKURRENT MED PROGNOSE

Den amerikanske Vestas-konkurrent GE Vernova venter frem mod 2028 en forbedring af indtjeningen.

Det fremgår af optakten til selskabets investordag, der holdes senere onsdag.

I optakten har GE Vernova, der er ved at blive udskilt fra moderselskabet General Electric med henblik på en selvstændig notering, sat tal på forventningerne til 2025 og frem mod 2028.

Frem mod 2028 venter GE Vernova en midt-encifret organisk vækst, mens den justerede EBITDA-margin ses nå 10 pct.

Aktien i moderselskabet General Electric stiger 0,5 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire