Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novos salg af fedmemidler står over for firedobling på tre år i USA, vurderer storbank

6/3 15:07

Novo Nordisks hæsblæsende vækst i salget af lægemidler til behandling af svær overvægt ser ud til at fortsætte. I hvert fald, hvis man spørger den amerikanske storbank JPMorgan, der spår massiv fremgang for Novos vægttabsmidler ikke mindst i USA.

Banken har i februar gennemført en undersøgelse blandt 45 amerikanske læger for at kortlægge deres syn på fremtidens brug af GLP-1-lægemidler som Novos diabetes 2-middel Ozempic og vægttabsmidlet Wegovy.

Og lægernes tilbagemeldinger understøtter JPMorgan i forventningerne om massiv vækst til Novos fedmeforretning i de kommende år.

- Vi venter en stigning i Novos amerikanske forretning inden for svær overvægt på fire gange til 124 mia. kr. over de næste tre år frem til 2026, da flere patienter vil søge behandling, og lægerne vil øge brugen af lægemidlerne, skriver den amerikanske storbank i et notat dateret den 29. februar.

Novos vægttabsmidler, Wegovy og forgængeren Saxenda, solgte sidste år for 41,6 mia. kr., hvoraf det amerikanske marked bidrog med 32,7 mia. kr. efter en vækst på 220 pct.

LÆGEMIDDELHÅB STÅR TIL AT OVERTAGE EFTER WEGOVY

Helt så hurtigt kommer det ikke til at gå fremover, men også i årene efter 2026 ser den amerikanske storbank mulighed for, at Novo vil kunne lægge ekstra milliarder på toplinjen.

Det skyldes ikke mindst, at undersøgelsen blandt de 45 læger afslører, at næste generation af vægttabsmidler fra Novo formentlig lever op til de krav, som lægerne efterspørger. Det gælder for vægttabshåbet Cagrisema, der om alt går vel kan lanceres i 2026, og ifølge den amerikanske storbank vil give en del større vægttab end de cirka 15 pct., som Wegovy giver anledning til.

- Da lægerne fremhæver, at 50 pct. af patienterne kunne have gavn af at tabe mindst 25 pct. af kropsvægten, ser vi dette understrege vigtigheden af Cagrisema, skriver banken.

SKIFTE PÅ VEJ

Den hæfter sig også ved, at rundspørgen blandt lægerne indikerer, at der over tid vil ske et skifte fra de midler, der allerede er på markedet, over mod de midler, der giver endnu større vægttab.

- Vi forudser allerede dette i vores estimater, da Cagrisema bidrager med over 50 pct. til vores estimat på 141 mia. kr. for den amerikanske forretning for vægttabsmidler i 2029, skriver JPMorgan.

Den venter, at Cagrisema vil vise et vægttab på over 25 pct., når Novo offentliggør data fra et fase 3 studie ved navn Redefine 1 i fjerde kvartal i år. Til sammenligning har Novos ærkerival Eli Lilly vist et vægttab på omkring 20 pct. med sit middel mod svær overvægt ved navn Zepbound.

.\\˙ MarketWire