Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Saudi Aramco øger udbyttet til næsten 100 mia. dollar trods olieprisfald

11/3 10:00

Det saudiske olieselskab Saudi Aramco har øget udbyttet til næsten 100 mia. dollar og rapporteret det næsthøjeste årlige overskud i selskabets historie på 121 mia. dollar.

Der er dog tale om en resultatnedgang på en fjerdel fra rekordresultatet på 161 mia. dollar i 2022.

Det skriver Financial Times.

Trods resultatnedgangen, der skyldes lavere oliepriser og produktionsnedskæringer, formåede Saudi Aramco at øge sit samlede udbytte i 2023 med 30 pct. til 97,8 mia. dollar.

Udbetalingen af udbytte er fortsat den vigtigste indtægtskilde for den saudiarabiske stat, som ejer 82 pct. af Aramco og kontrollerer yderligere 16 pct. gennem landets statslige formuefond. Den saudiarabiske kronprins, Mohammed bin Salman, ønsker at bruge overskuddet til at finansiere et ambitiøst program for at modernisere kongedømmet og diversificere økonomien.

Ifølge Amin Nasser, der er Aramcos administrerende direktør, var olieefterspørgslen stærk i 2023 og nåede et rekordniveau på 102,4 mio. tønder om dagen "på trods af geopolitisk modvind", og han forventer, at efterspørgslen på olie vil fortsætte med at vokse i år.

- Vi ser en efterspørgsel på 104 mio. tønder per dag i 2024, og der forventes mere vækst i 2025, siger Amin Nasser.

På trods af global indsats for at bevæge sig væk fra fossile brændstoffer satser Aramco på, at olieefterspørgslen vil forblive robust i årtier, og selskabet har investeret i at øge sin produktionskapacitet fra 12 mio. tønder per dag til 13 mio. tønder per dag inden 2027. Samtidig ønsker Aramco også at øge sin gasproduktion med 60 pct. inden 2030.

- Vi er overbeviste om, at verden har brug for en blanding af energikilder, herunder olie, gas, vedvarende energi, brint og andre energikilder for at opnå en pragmatisk, stabil og ordenlig energiomstilling, siger Amin Nasser.

.\\˙ MarketWire