Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Mandagens aktier: Investorerne hev gevinst hjem i Zealand

11/3 17:06

Det danske aktiemarked var mandag præget af forsigtig stilstand og gevinsthjemtagning, mens investorerne flyttede pengene rundt i sektorerne for at repositionere sig efter de seneste ugers store aktieoptur.

Det gav et udpræget rødt C25, hvor de defensive aktier overordnet set klarede sig bedst.

- USA satte sig i fredags, og hele Europa startede i minus i dag. Det er lidt efterdønninger fra det amerikanske marked, der mistede pusten lidt i sidste uge. Det er måske meget naturligt, når der er slået rekorder så mange dage i træk, at nogen begynder at tage gevinst hjem, siger Danske Banks chefhandler til MarketWire.

C25-indekset endte med et fald på 0,6 pct. i 1949,35

Mens Genmab skinnede med et plus på 4,7 pct. til 2146 kr., gik kursraketten Zealand Pharma til bunds med et fald på hele 6,9 pct. til 686 kr.

Det betød at selskabet i runde tal fik barberet næsten 3,2 mia. kr. af sin markedsværdi i mandagens handel.

Det kommer dog efter periode med store stigninger, og aktien er - selv efter dagens fald - steget med 83,8pct. i år. Mest blandt alle C25-aktier.

- Jeg forstår godt, at der er nogen, der tager gevinsten, siger Mads Zink.

UDVIDET INDLÆGSSEDDEL FOR WEGOVY

Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy har også store fordele i forhold til hjerte- kartilfælde, og det kommer nu med på indlægssedlen på det amerikanske marked.

Det oplyste Novo Nordisk fredag aften.

Novo fik sideløbende løftet kursmålet til 1100 kr. fra 900 kr. hos norske ABG Sundal Collier. Anbefalingen er uændret "køb".

Kursmålet er sammen med Deutsche Bank og DNB det højeste blandt de børshuse, der indberetter til Bloomberg.

Også Stifel løftede kursmålet, der nu lyder på 960 kr. fra 810 kr. Anbefalingen er "køb".

Aktien i Novo endte dog med et fald på 1,1 pct. til 895,10 kr.

VESTAS FIK LØFT AF MORGAN STANLEY

Der var blot få analytikerjusteringer at tage bestik af mandag.

Vestas fik dog løftet sit kursmål hos Morgan Stanley til 182 kr. fra 158 kr., mens anbefalingen "ligevægt" bliver fastholdt.

Vestas-aktien lukkede med et fald på 0,4 pct. i 195 kr.

Blandt sidepapirerne fik Huscompagniet sænket kursmålet til 45 kr. fra 48 kr. af svenske SEB, der gentager anbefalingen "hold".

Det sænkede kursmål følger typehusproducentens årsregnskab for 2023, der afspejlede et udfordret marked for salget af nye huse.

Aktien faldt 1,7 pct. til 44 kr.

På falderebet kom der også nyt fra Harboes Bryggeri, der opjusterede forventningerne til det skæve regnskabsår 2023/24.

Der ventes nu et driftsresultat før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 155-165 mio. kr. mod tidligere ventet 120-150 mio. kr. Samtidig ses resultatet før skat nu lande på 65-75 mio. kr. mod tidligere 30-60 mio. kr.

Aktien steg 5,7 pct. til 70,80 kr.

.\\˙ MarketWire