Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Stoxx 600 på rekordjagt med et muligt benspænd lige om hjørnet

12/3 12:36

En højere end ventet inflation i USA kan ødelægge festen for de europæiske aktier, der tirsdag igen er på rekordkurs.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks ligger med en stigning på 0,4 pct. i 503,41 og dermed står fredagens rekord i 503,26 til at falde.

Energi er med et plus på 1,0 pct. ledende blandt de 11 primære sektorer i indekset efterfulgt af 0,9 pct. til finans og 0,8 pct. til råvaresektoren.

Den amerikanske opgørelse over forbrugerpriserne i februar kan tirsdag eftermiddag give lidt mere indsigt i timingen af den amerikanske centralbanks første rentenedsættelse.

- Hvis du bryder inflationen ned i delkomponenter, så er inflationen i tjenester faldet, men i for langsomt tempo og er forblevet den mest væsentlige bidragyder til overinflation, siger Gene Salerno, investeringschef hos SG Kleinwort Hambros, ifølge Reuters.

Investeringschefen ser det som et godt tidspunk at investere i aktier, baseret på indikationer på, at industriaktiviteten er klar til et opsving.

Handlen med rentefutures indikerer i øjeblikket tre til fire rentenedsættelser på hver 25 basispoint i år fra den amerikanske centralbank, hvor der i øjeblikket ses en sandsynlighed på 70 pct. for, at den første kommer til juni.

Blandt olieselskaberne stiger britiske BP med 1,6 pct. og norske Equinor med 1,2 pct. forud for den månedlige rapport fra Opec, Det Internationale Energiagentur og det amerikanske energiministerium, der ventes at kunne give et fingerpeg om udviklingen i efterspørgslen.

I minesektoren er der stigninger på mere end 2 pct. til Rio Tinto og Anglo American, mens der i finanssektoren er plusser på 3,7 pct. til Deutsche Bank og 2,1 pct. til britiske HSBC.

Persimmon falder 3,3 pct., efter at den britiske boligentreprenør har leveret en forsigtig prognose for 2024 med henvisning til et usikkert handelsmiljø som følge af høje renter og forud for det kommende britiske valg.


.\\˙ MarketWire