Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Mærsk og Novo til tops efter håndterbar inflation

12/3 17:02

En amerikansk inflation, der ikke var helt så problematisk som frygtet, var tirsdag med til at sende især Novo Nordisk-aktien højere.

De amerikanske forbrugerpriser steg 3,2 pct. i februar sammenlignet med samme måned året forinden, hvor økonomerne havde ventet en lavere inflation på 3,1 pct.

En højere end ventet inflation har på det seneste skabt mismod på aktiemarkederne, men senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank, pointerer, at det især er husleje- samt benzinpriserne, der trækker inflationen op.

- De stod faktisk for 60 pct. af den samlede stigning i forbrugerpriserne. Det er sikkert det, der dæmper markedets bekymringer, vurderer Martin Munk over for MarketWire.

Samlet set lukkede det danske C25-indeks med en stigning på 0,8 pct. i 1964,54, hvor kun fire aktier endte i rødt.

NOVO VENDTE RUNDT EFTER INFLATIONSTAL

Novo-aktien vendte et minus på mere end 1 pct. forud for inflationsopgørelsen til et slutfacit på 2,2 pct. i 914,80 kr.

Dermed fulgte aktien en positiv udvikling for andre af de globale højdespringere heriblandt den amerikanske chipkæmpe Nvidia, der ved dansk lukketid lå med et plus på 5,9 pct.

Mærsk-aktierne toppede eliteindekset med en stigning i B-aktien på 2,0 pct. til 9720 kr. og dermed genvandt aktien lidt tabt terræn efter et fald på cirka 20 pct. i år.

De fortsatte angreb fra Houthibevægelsen i Yemen på handelsskibe i Det Røde Hav kan dæmpe den ratekorrektion, der har ramt containerfragtragterne på det seneste, skriver Bloomberg Intelligence.

Det vil yde en vis "udside" for rederiernes indtjening på kort sigt, mens de fundamentale forhold på længere sig er mindre favorable, lyder det ifølge Bloomberg Intelligence.

DEMANT I FOKUS MED NYT FRA KAPITALMARKEDSDAG

Høreapparatkoncernen Demant holdt tirsdag kapitalmarkedsdag, hvor forventningerne til den værdimæssige vækst i høreapparatmarkedet blev opjusteret til 4-6 pct. om året fra tidligere 2-5 pct.

Det skyldes, at der ikke længere ventes et fald i de gennemsnitlige salgspriser på 1-2 pct.point.Enhedsvæksten ventes nemlig uændret at være 4-6 pct.

Og for sit eget vedkommende venter Demant en årlig omsætningsvækst i størrelsesordenen 8-10 pct. i lokal valuta.

Ifølge finanshuset Citigroup var omsætningsprognosen bedre end ventet, men til gengæld bliver det negativt opvejet af en lidt svag marginprognose.

Demant-aktien startede dagen med at stige til 367 kr., men ved lukketid tirsdag var aktien faldet 0,5 pct. til 356,50 kr.

Helt i C25-bunden lukkede imidlertid Carlsberg med et fald på 2,0 pct. - svarende til 18,40 kr. - til 922 kr., efter at aktien tirsdag blev handlet uden retten til udbyttet for 2023 på 27 kr. per aktie.

.\\˙ MarketWire