Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Udsigt til uændret rente på nøgetalsfattig onsdag

13/3 07:10

Der er onsdag udsigt til en uændret åbning på det danske obligationsmarked. Der er ikke de store tunge nøgletal på programmet. Vigtigst er nok industriproduktionen fra Eurozonen for januar. Men også tal for den britiske økonomi for årets første kvartal.

Tirsdag steg renterne, efter at en højere end ventet inflation i USA skød forventningerne til den første rentenedsættelse fra den amerikanske centralbank en smule længere ud i fremtiden. Den amerikanske inflationsrapport viste en årlig vækst i forbrugerpriserne på 3,2 pct. i februar, hvor der var ventet en lavere inflation på 3,1 pct.

Den tiårige danske toneangivende statsobligation lukkede med en rente på 2,39 pct. - 3 basispoint højere end niveauet mandag eftermiddag.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation steg 5 basispoint til 4,15 pct. tirsdag. Onsdag morgen ved 7-tiden er det fortsat niveauet på markedet i Tokyo. Det er uændret i forhold til, da de danske handlere lukkede skærmene tirsdag eftermiddag.

EUROZONENS INDUSTRIPRODUKTION

Industriproduktionen i Eurozonen, der offentliggøres klokken 11, ventes at vise et fald på 1,8 pct. i januar sammenlignet med december, hvor den steg 2,6 pct. Det viser estimater indsamlet af Bloomberg News. Falder den mere end ventet bør det skubbe renterne lidt ned.

Det overordnede billede for den europæiske industri er således fortsat, at industrien skranter.

- Den skrantende produktion ses især i Tyskland og i de andre bilproducerende lande, påpeger seniorøkonom i Sydbank Mathias Dollerup Sproegel i en morgenkommentar.

Han vurderer videre, at udviklingen i industrien formentlig er én af årsagerne til, at Den Europæiske Centralbank (ECB) begynder at kigge i retning af rentenedsættelser.

- Der er et lavt kapacitetspres i industrien, da den globale efterspørgsel efter industrivarer er bremset op, konstaterer seniorøkonomen.

Fra Storbritannien kommer der onsdag blandt andet BNP-tal og industriproduktion. Disse har ikke umiddelbart potentiale til at påvirke rentemarkerne uden for Storbritannien.

.\\˙ MarketWire