Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Endnu et inflationært signal sendte Wall Street under frysepunktet

15/3 06:32

Endnu et inflationært signal fra den amerikanske økonomi var onsdag med til at lægge en dæmper på gemytterne på Wall Street og holde de ledende amerikanske aktieindeks i minus.

Og den udvikling ser ud til at fortsætte fredag. De amerikanske futures indikerer en negativ åbning med kursfald i de tre ledende amerikanske indeks på 0,1-0,2 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

De amerikanske producentpriser steg mere end ventet i februar og lagde dermed yderligere til den tendens, der også blev understreget med de officielle inflationstal tirsdag.

Og det vejede tilsyneladende tungere end en svagere end ventet udvikling i detailsalget i samme måned, der ellers kunne indikere, at den høje styringsrente hos den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er ved at få effekt og sende økonomien ned i gear.

- Når Federal Reserve overvejer en række rentenedsættelser og bliver konfronteret med en pludseligt lavere økonomisk vækst og en pludseligt højere inflation, vil den reagere på nyhederne på inflationssiden hver gang, siger Chris Low, der er cheføkonom hos FHN Financial, til nyhedsbureauet Reuters.

- Det er trods alt ikke første gang i de seneste par år, at forbrugerne har taget en pause i et par måneder for at puste ud, fortsætter han.

I hvert fald blev renterne igen sat op efter tallene, idet investorerne atter syntes at vurdere, at den første rentenedsættelse fra Federal Reserve fortsat er lidt ude i fremtiden.

S&P 500-indekset faldt med 0,3 pct., Nasdaq-indekset bakkede i samme takt, og Dow Jones-indekset satte sig 0,4 pct.

TESLA TACKLET AF SÆNKET KURSMÅL

Blandt enkeltaktierne var der nedtur for Tesla, efter at schweiziske UBS sænkede sit kursmål for elbilaktien til 165 dollar fra 225 dollar.

Anbefalingen er fortsat "neutral", skriver Bloomberg News.

Aktien faldt med 4,1 pct. til 162,50 dollar.

Apple steg med 1,1 pct. til 173,00 dollar. Teknologikæmpen har kastet flere penge efter det varme område for kunstig intelligens.

Det er sket med opkøbet af det canadiske startup-firma DarwinAI, skriver Bloomberg News.

Opkøbet skete allerede tidligere på året, og en række af DarwinAI's medarbejdere har siden sluttet sig til Apples egen division for kunstig intelligens.

UNDER ARMOUR DUKKET EFTER TOPCHEFSKIFTE

Sportstøjskæden Under Armour henter overraskende sin stifter og bestyrelsesformand, Kevin Plank, tilbage i rollen som topchef, skriver Bloomberg News.

Ud ryger Stephanie Linnertz, der blot har siddet på posten som administrerende direktør i lidt over et år.

Chefskiftet vil ske den 1. april, og Stephanie Linnertz vil fortsætte april ud som rådgiver for Under Armour.

På børsen var den første reaktion på chefskiftet positivt, men usikkerheden indfandt sig derefter, og Under Armour faldt tungt med 10 pct. til 7,00 dollar.

Omvendt godt gik det for Dick's Sporting Goods, som blev løftet med 15,6 pct. til 216,97 dollar.

Selskabet havde en god udvikling i sit fjerde kvartal 2023/24, hvor resultaterne var bedre end ventet.

Samtidig ses prognosen af analytikerkorpset som værende konservativ, og samlet set er det et vidnesbyrd om, at der fortsat er pæn efterspørgsel i markedet, lyder vurderingen ifølge Bloomberg News.

.\\˙ MarketWire