Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/middag: Renten trækker syd over op til rentemøde i USA

20/3 12:05

Små rentefald har tag i det danske obligationsmarked onsdag middag, hvor handlerne ser frem mod onsdagens hovedbegivenhed - rentemødet i den amerikanske centralbank.

Forinden har handlerne kunnet muntre sig med en ny økonomisk prognose fra Danmarks Nationalbank, der nu ser højere økonomisk vækst og en del lavere inflation i 2024.

Prognosen spår en BNP-vækst på 2,4 pct. i år mod 1,3 pct. i den seneste prognose fra september. Inflationsskønnet for i år har Nationalbanken sænket til 2,2 pct. fra tidligere 3,0 pct.

- Inflationen er på rette kurs, men vi kan ikke ånde lettet op endnu. Der er fortsat et vist inflationspres fra højere lønninger. Det gælder især inden for brancher, der leverer service, fordi det kræver relativt meget arbejdskraft, siger Christian Kettel Thomsen, der er direktør i Nationalbanken ifølge en meddelelse.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation falder dog behersket med 2 basispoint til 2,45 pct.

Senere i aften vil den amerikanske centralbank svinge taktstokken og formentlig afgøre retningspilen ved åbningen af det danske obligationsmarked torsdag.

Der hersker ikke den store spænding om selve rentebeslutningen. Samtlige 110 økonomer, som har afleveret estimater til Bloomberg News, venter en uændret rente på 5,25-5,50 pct.

Men i forbindelse med rentemødet offentliggøres også et nyt såkaldt "dot plot-diagram", der giver et overblik over, hvor bankens beslutningstagere hver især ser renten ved udgangen af de kommende år.

Og her hersker nogen usikkerhed om, hvorvidt diagrammet ligesom det var tilfældet sidst det blev offentliggjort, vil indikere, at renten ved årets udgang vil være 75 basispoint lavere end ved starten af året.

Siden har inflationen nemlig vist sig at være noget mere sejlivet, end økonomer har håbet på, og der hersker derfor nogen nervøsitet for, at centralbankens beslutningstagere vil skrue ned deres prognose for årets rentenedsættelser.

.\\˙ MarketWire