Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Lette rentefald i sigte efter Federal Reserve-bekræftelse

21/3 06:57

En positiv modtagelse af meldingerne fra den amerikanske centralbank onsdag aften synes torsdag morgen at kunne bane vejen for lette rentefald på det danske obligationsmarked.

Federal Reserve gentog ganske vist både sin ledende rente og sit budskab om, at der ventes tre rentenedsættelser i år, og for næste år er prognosen nu ligeledes tre rentenedsættelser mod tidligere ventet fire, men alligevel var reaktionen positiv.

Investorerne havde nemlig frygtet noget endnu værre, lød vurderingen efterfølgende fra flere økonomer, herunder Danske Banks cheføkonom, Las Olsen.

- Der er altså tale om en stramning i forhold til sidste rentemøde, idet forventningerne til rentenedsættelser er reduceret, men formentlig havde markedet forventet en endnu klarere stramning, skrev han i en kommentar onsdag aften.

Inden da var renten på den toneangivende tiårige statsobligation herhjemme faldet med et enkelt basispoint til 2,46 i løbet af onsdagens handel.

Efter meldingerne fra Federal Reserve tog den toneangivende tiårige T-bond-rente i USA først et lille hop, inden udviklingen vendte, og renten endte med et fald på 2 basispoint til 4,27 pct.

Torsdag morgen svinger renten mellem 4,26 pct. og 4,27 pct. - svarende til 1-2 basispoint lavere end ved dansk lukketid onsdag.

Torsdag bliver investorerne oversvømmet med nøgletal i form af blandt andet foreløbige PMI-data for marts fra Japan, eurozonen og enkelte af de største økonomier i regionen samt USA.

Derudover er der rentemøde hos den britiske centralbank, Bank of England, og i USA er der ligeledes ugentlige tal for nytilmeldte ledige, betalingsbalancen, Philadelphia Fed-indekset, salget af eksisterende boliger og ledende indikatorer på plakaten.

.\\˙ MarketWire