Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Optursuge afløses af rød fredag med tæsk til Nike og Lululemon

22/3 13:50

Der har været feststemning på de amerikanske børser hele ugen, men fredag lader det til, at tømmermændene kan være undervejs.

I hvert fald peger futures i retning af en rød åbning, når handlen sættes i gang om lidt under en time.

Futuren for det teknologitunge Nasdaq-indeks mister 0,3 pct., mens futuren for S&P 500 taber 0,2 pct. og Dow Jones-futuren falder 0,1 pct.

Efter flere dage med fremgang kan investorerne være begyndt at tage gevinster hjem. Samtidig lurer der en lille frygt for, om den store optimisme kan skabe en boble, der er nødt til at briste.

- Den udbredte entusiasme omkring aktier underbygger vores tro på, at der kommer en korrektion, fordi ingen taler om en korrektion, siger Brian Belski, chefstrateg hos BMO Capital Markets, ifølge Bloomberg News.

Særligt de mange teknologiaktier inden for kunstig intelligens, AI, har vundet frem. Hertil har den amerikanske centralbank, Federal Reserve, senest i denne uge bekræftet udsigten til rentelettelser i år. Både centralbanken og markedet regner aktuelt med tre lettelser i årets løb.

Det har skabt lettelse, fordi en vedholdende inflation var begyndt at få markedet til at spekulere i, om centralbanken ville skrue ned for den prognose. Og spørgsmålet er, om det fortsat er for optimistisk.

Federal Reserve har aktuelt fastholdt renten på 5,25-5,50 pct., hvilket var helt som ventet.

Torsdag steg det brede S&P 500-indeks 0,3 pct. til årets 20. rekord i 5241,53 indekspoint, mens Dow Jones vandt 0,7 pct., og Nasdaq gik frem med 0,2 pct.

NIKE SENDT I DØRKEN TRODS TYSK SEJR

Den amerikanske sportskoncern Nike har fået en anselig fjer i hatten. Amerikanerne er nemlig løbet med en aftale med det tyske fodboldforbund, DFB, for næsen af den tyske sportskoncern Adidas.

Den nyhed er dog ikke nok til opveje for et regnskab fremlagt sent torsdag, som indtil videre har skuffet analytikere og investorer.

På en telekonference løftede selskabet sløret for forventninger om et mindre etcifret procentuelt fald i salget i det kommende regnskabsårs første halvdel, hvilket skyldes justeringer i produktudbuddet.

- Vi ved, at Nike ikke præstere i forhold til sit potentiale. Det står klart, at vi skal foretage nogle vigtige justeringer, sagde topchef John Donahoe.

Analytikerne venter ifølge Bloomberg News en fremgang på årsbasis på 5-6 pct. i de første seks måneder af det nye regnskabsår. Hele regnskabsåret ses dog stadig af Nike at ende med en positiv vækst på omtrent 1 pct.

Nike-aktien falder 5,8 pct. i formarkedet.

FEDEX STIGER EFTER AKTIETILBAGEKØB

Aktien i Fedex stiger 10,6 pct. i formarkedet fredag, da pakkekæmpen sent torsdag præciserede forventningerne efter et forskudt tredje kvartal, der bød på større besparelser end ventet, og da selskabet samtidig har annonceret et aktietilbagekøb på 5 mia. dollar.

- Bestyrelsen i Fedex Corp. har også godkendt et nyt tilbagekøbsprogram for aktier på 5 mia. dollar ud over de eksisterende 0,6 mia. dollar, der stadig er tilgængelige til tilbagekøb under godkendelsen fra 2021, hedder det i kvartalsregnskabet.

Tredje kvartal bød ellers på en tilbagegang på toplinjen på 2 pct. til 21,7 mia. dollar, hvilket samtidig var ringere end ventede 22,05 mia. dollar.

LULULEMON-PROGNOSE SKUFFER

En prognose for det nye regnskabsår og et svagt fjerde kvartal, der for begge deles vedkommende ikke levede op til forventningerne, sender fredag aktien i Lululemon ned med 13,1 pct. i eftermarkedet.

Koncernen, som er mest kendt for sine yoga-bukser, regner nemlig med et salg i 2024/25 på 10,7-10,8 mia. dollar, men det matcher ikke forventningerne i markedet, der ifølge Bloomberg News er på 11,0 mia. dollar.

Buddet om en indtjening per aktie på 14,0-14,2 dollar rammer heller ikke højt nok i forhold til konsensus om en indtjening på 14,2 dollar.

.\\˙ MarketWire