Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: Mærsk og DSV steg i grønt marked - Genmab blev straffet

3/4 17:09

A.P. Møller-Mærsk og DSV havde medvind på det danske aktiemarked onsdag, hvor de to transportaktier endte blandt de øverste i eliteindekset.

I bunden gik det hårdt ud over Genmab, der blev straffet for et milliardopkøb, som ellers i første omgang blev belønnet.

Samlet endte C25-indekset 0,6 pct. højere i 1934,44 efter et solidt fald tirsdag på 1,0 pct.

- Der er positive vinde på de fleste markeder - også i Danmark, konstaterer Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Han hæftede sig særligt ved udviklingen hos DSV og Mærsk, hvor sidstnævnte har vist store udsving over dagen. Det hele er dog sket umiddelbart uden selskabsspecifikke nyheder.

Fremgangen kan dog i sidste ende hænge sammen med, at nøgletal på det seneste har indikeret en bedre økonomisk udvikling, lød vurderingen fra senioraktierådgiveren.

- Det springer i hvert fald i øjnene og kan også ses andre steder i sektoren, siger han.

Mærsks B-aktie endte dagen med en stigning på 3,4 pct. til 9326 kr., mens DSV blev løftet 2,9 pct. til 1163 kr.

De blev kun overgået af Rockwool, der steg 4,4 pct. til 2342 kr. uden offentliggjort nyt.

GENMAB KØBER OP

Biotekselskabet Genmab har grebet dybt i lommerne og købt amerikanske Profoundbio for 1,8 mia. dollar svarende til 12,5 mia. kr. kontant. Med opkøbet vil det danske biotekselskab udvide sin portefølje med tre nye lægemiddelkandidater

Investorerne virkede dog ikke umiddelbart begejstrede, da aktien over dagen blev sendt ned med 2,1 pct. til 2042 kr., som gav en bundplacering i C25-indekset. Ved åbningen blev aktien ellers i første omgang sendt op.

Opkøbet passer da også godt ind i det danske biotekselskabs strategi, mener Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank.

Med opkøbet får Genmab desuden adgang til en ny teknologi og tre kandidater i klinisk udvikling, der passer til den eksisterende portefølje.

- Opkøbet følger strategien om, at man har et solidt finansielt fundament til at kunne styrke pipelinen og på sigt produktporteføljen gennem opkøb, siger senioranalytikeren.

I forbindelse med opkøbet har Genmab præciseret forventningerne til driftsomkostningerne i 2024, der nu ses lande "moderat" over den øvre ende af spændet 12,4-13,4 mia. kr., som blev meldt ud ved årsregnskabet.

VESTAS FÅR LAVERE KURSMÅL

Også Vestas var under pres onsdag, hvor aktien fik sænket sit kursmål for aktien til 180 kr. fra 190 kr. hos ABG Sundal Collier. Det skete oven på en lavere end ventet ordreindgang i årets tre første måneder.

Anbefalingen "hold" blev fastholdt, fremgår det af Bloomberg.

Onsdag faldt aktien 1,2 pct. til 183,90 kr.

Ifølge Martin Munk kan reaktionen dog være en anelse i overkanten.

- De havde indikeret, at efter at fjerde kvartal kom ud stærkt, kunne første kvartal blive ramt, og det er det, der er sket, siger han.

Blandt bankerne var der nyt til Nordea, der fik barberet en luns af kursmålet. Det er svenske SEB, der har sænket til 157 svenske kr. - svarende til omkring 101 kr. - fra 169 svenske kr. Anbefalingen er uændret "køb".

Aktien steg 1,8 pct. til 80,28 kr.

Jyske Bank endte desuden i rekord, da kursen blev løftet 2,2 pct. til 595 kr.

PANDORA LØFTES

Pandora fik løftet kursmålet for aktien til 1150 kr. fra 1055 kr. hos Morgan Stanley. Anbefalingen er uændret "ligevægt".

Det fremgår af Bloomberg.

Aktien steg 1,1 pct. til 1109,50 kr.

ZEALAND PRESSET FØR DATA

Markedets forventninger til Zealand Pharmas fedmekandidat Petrilintid er måske for høje, hvis der tages udgangspunkt i eksisterende forsøgsdata om virkemidlet Amylin.

Det fremgik af en analyse fra Danske Bank, hvor analytiker Thomas Bowers sår tvivl om Amylin som enkeltstående virkemiddel til vægttab.

Zealand står over for at offentliggøre et fase 1-studie for virkningen over 16 uger med flere doser, hvor markedets forventninger kan ligge for højt.

- Derfor ser vi mere en nedadgående risiko end en opadgående for forsøgsdataene og/eller et muligt frasalg forud for resultaterne af det planlagte fase 2b-studie sent i 2026, skriver han.

Aktien faldt 1,2 pct. til 648,50 kr.

.\\˙ MarketWire