Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Torsdagens aktier: Mærsk red på ryggen af gode nøgletal - Genmab tog revanche efter nedtur

4/4 17:04

En trecifret million-investering sendte kabelproducenten NKT op i den øvre halvdel af eliteindekset torsdag, hvor også Mærsk-aktierne endte.

Modsat gik det for medicinalaktierne: Bavarian, Zealand Pharma og Novo Nordisk sank til bunds i et eliteindeks, der det meste af dagen havde svært ved at finde retningen.

Og det endte med et minus for eliteindekset C25, der faldt 0,1 pct. til 1931,37.

- Der var forholdsvis roligt på indeksniveau torsdag efter stærke nøgletal i løbet af ugen og før den amerikanske jobrapport fredag, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank.

Torsdag eftermiddag landede det ugentlige amerikanske tal for nytilmeldte ledige. Det var højere end ventet og indikerer dermed en nedkøling i det ellers brandvarme amerikanske jobmarked.

MÆRSK SEJLEDE FREM

Aktierne i A.P. Møller-Mærsk tog stille og roligt turen til toppen af eliteindekset i løbet af dagen.

- Transportsektoren har de seneste dage været i god gænge. Nøgletal for økonomierne globalt har været positive - og det smitter af på selskaber som Mærsk og DSV. Oveni har Mærsk længe været i modvind - så måske der er nogen, der køber lidt ind igen, vurderer Mikkel Emil Jensen, der er senioranalytiker i Sydbank.

B-aktien i Mærsk steg 2,8 pct. til 9590 kr., mens DSV agerede wingman med et marginalt plus til 1164 kr.

GENREJSNING TIL GENMAB

Biotekselskabet Genmab fik torsdag genrejsning, efter at selskabet faldt 2,1 pct. onsdag på nyheden om opkøbet af amerikanske Profoundbio for 1,8 mia. dollar svarende til 12,5 mia. kr. kontant, hvilket udvider porteføljen med tre nye lægemiddelkandidater.

- Samlet set synes vi, at det giver god mening, at Genmab nu går ud og styrker sin pipeline. Det er dog tidligt i forløbet, at Genmab overtager - så det er en meget langsigtet investering, siger Martin Munk fra Jyske Bank.

Aktien steg 2,1 pct. til 2084 kr.

NKT SPENDERER MILLIONER

Torsdag formiddag fortalte NKT, at stor efterspørgsel efter kabler til opgraderinger af de europæiske elnet nu får kabelkoncernen til at investere i at udvide produktionen af mellemspændingskabler på tre fabrikker.

Investeringerne ventes at beløbe sig til cirka 100 mio. euro, svarende til omkring 746 mio. kr., på de tre fabrikker, der er placeret i Danmark, Sverige og Tjekkiet.

Aktien gik frem med 1,1 pct. til 573,50 kr.

Ørsted endte dog helt i top med et plus på 3,5 pct. uden selskabsspecifikt nyt.

Også bryggerigiganten Carlsberg havde en god dag på bagkant af en analyse fra amerikanske Citi, hvor analytikerne har talt varmt om aktien og hævet kursmålet til 1075 kr. fra 1050 kr. Anbefalinge er stadig "køb".

Finanshuset vurderer, at de kommende regnskaber kan være en positiv katalysator for Carlsberg-aktien inden for de næste 90 dage.

Den schweiziske investeringsbank UBS vurderer da også, at en god start på året meget vel kan føre til en opjustering senere i 2024, skrev Finans på baggrund af en analyse fra investeringsbanken.

Bryggeriaktien steg 1,2 pct. til 950,20 kr.

BAVARIAN, ZEALAND OG NOVO I BUND

Nederst i eliteindekset endte Bavarian Nordic sammen med Novo og Zealand Pharma, der uden selskabsspecifikt nyt faldt 1,2-4,1 pct.

- Aktierne har generelt haft det svært de seneste dage. Men det er heller ikke unaturligt, at der måske tages gevinster hjem efter lang tid med optur, siger Martin Munk.

KURSMÅL FOR NORDEA SÆNKET

Kursmålet for aktien i Nordea er til gengæld blevet sænket med knap 9 pct. til 12,7 euro, eller 94,73 kr., fra førhen 13,9 euro af den amerikanske investeringsbank Morgan Stanley.

Nordea-aktien faldt 0,2 pct. til 80,10 kr.

Imens fortsatte bankkollegaen Jyske Bank sit rekordridt og steg 0,8 pct. til rekorden 600,50 kr.

NETCOMPANY PÅ REDERIJAGT

Efter at have satset på luftfart med AI-systemer til blandt andet Københavns Lufthavn rykker Netcompany nu ind i shippingindustrien med stor ordre fra et af Storbritanniens største rederier, P&O Ferries, skriver Børsen.

- Det er strategisk nyt fra den kant. Vi vidste jo godt, at luftfarten står for skud. Men nu åbner Netcompany også for rederierne som kunder, siger Martin Munk.

Aktien steg 2,3 pct. til 295,40 kr.

.\\˙ MarketWire