Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Verdens største kapitalforvalter: Færre i arbejdsdygtig alder vil presse væksten i udviklede økonomier

9/4 16:17

Den arbejdsdygtige del af befolkningen vil over de næste 20 år svinde ind i udviklede økonomier, mens tendensen er omvendt i emerging markets.

Det kan skade den økonomiske vækst i blandt andet USA, Europa og Japan, skriver kapitalforvalteren Blackrock i sin ugekommentar.

Udviklingen skyldes, at levealderen er stigende, og fødselsraterne er aftagende på globalt plan. Det vil sige, at en mindre del af befolkningen i fremtiden vil være i den arbejdsdygtige alder.

- I mange udviklede økonomier betyder det, at den arbejdsdygtige befolkning står til at svinde ind over de næste 20 år, skriver Blackrock.

- Færre arbejdende betyder langsommere vækst. Det er efter vores mening også inflationært. Pensionister stopper med at bidrage til den økonomiske produktion, men forbruger typisk ikke mindre, viser historiske data, fortsætter kapitalforvalteren.

Når regeringerne samtidig ventes at bruge flere penge på sundhedsvæsnet og de ældre, ses det at skubbe til inflationen. Af samme årsag mener Blackrock, at centralbankerne vil fastholde renterne i et niveau, der er højere end før coronapandemien.

Situationen står noget anderledes til i udviklingslande som Indien, hvor den arbejdsdygtige del af befolkningen er voksende. Udviklingen kan ifølge Blackrock få betydning for aktiemarkederne i de givne lande, alt efter hvilke tiltag de forskellige lande indfører for at modsvare eller bevare udviklingen.

- Vi tror, at højere afkast er mere sandsynligt i emerging markets med stærkere vækst og større investeringsefterspørgsel, fremgår det af ugekommentaren.

Udviklede økonomier kan afbøde en del af den forventede udvikling ved at skaffe flere arbejdere. I Japan er det sket ved i højere grad at få kvinder ind på arbejdsmarkedet, og i USA, Storbritannien og Canada har immigrationen bidraget til arbejdsmarkederne.

En aldrende befolkning kan også få betydning for aktierne på sektorbasis. Her ser Blackrock særligt en påvirkning på sundheds- og ejendomsaktier. Dels fordi sundhedsomkostningerne er højere i en befolkning med flere ældre, og dels fordi ældre mennesker typisk flytter mindre. Dertil ventes også aktier med aktiviteter inden for kunstig intelligens at få gavn af investeringer i automatisering, der kan øge produktiviteten.

.\\˙ MarketWire