Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/åbning: Rolig rentestart på uge med fokus på vækst- og inflationstal fra USA

22/4 08:52

Det danske obligationsmarked er mandag åbnet roligt med en uændret rente på den toneangivende tiårige danske statsobligation på 2,55 pct.

Forude venter en uge med vigtige vækst- og inflationstal fra USA samt en stribe regnskaber fra de store amerikanske teknologiselskaber, der kan påvirke den generelle stemning på finansmarkederne.

Derudover fortsætter der med at være fokus på udviklingen i Mellemøsten.

- Investorerne får en hel del at holde øje med igen i denne uge. Udover uroen i Mellemøsten er der nemlig masser af nyt fra både makro- og regnskabsfronten, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.

Fra nøgletalskalenderen fremhæver banken især fokus på den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsindikator fredag samt væksttal for første kvartal fra USA torsdag.

- Men vi holder også øje med de europæiske PMI'er og flere ECB-taler. Vi har samtidig taget hul på en tung regnskabsuge, hvor hele 155 S&P 500-selskaber aflægger regnskab, skriver Jyske Bank.

Der er mandag morgen kommet tal for den danske forbrugertillid, som i april faldt til minus 8,6 fra minus 7,6 i marts. Hos Dansk Erhverv kalder seniorøkonom Kristian Skriver det for et bemærkelsesværdigt lavt niveau.

- Den lave inflation og de høje lønstigninger burde give grobund for optimisme blandt forbrugerne, men det er desværre ikke billedet i øjeblikket, skriver Kristian Skriver i en kommentar og fortsætter:

- Det skyldes i høj grad, at de høje prisstigninger de seneste par år stadig kan mærkes i budgettet, hvor købekraften endnu ikke er helt genoprettet. Dertil lægger de høje renter en dæmper på budgettet hos mange familier.

Der er dog mere positive tider i vente for forbrugerne, vurderer seniorøkonomen, der forventer en genopretning af købekraften i løbet af i år, og at forbrugernes optimisme derfor vil blive bedre mod slutningen af året.

.\\˙ MarketWire