Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Aktier/middag: GN i top i grøn start på ugen mens NKT er under pres fra analysenyt

22/4 11:44

GN indtager toppen af det danske aktiemarked mandag, hvor stemningen er positiv og mere stabil, end da handlerne gik på weekend.

Samlet stiger C25-indekset med 0,4 pct. til 1892,44 efter et fald på over 1 pct. i løbet af sidste uge.

- Vi ligger med et lille plus i dag, som vi også ser i Europa. Det er pænt efter en sur fredag, hvor særligt de techrelaterede aktier fik en hård medfart, konstaterer Martin Munk, der er senioraktierådgiver hos Jyske Bank.

Den seneste uge har været præget af uro i Mellemøsten, fokus på inflation, højere renter og gevinsthjemtagning, der særligt ramte techaktierne fredag. Mandag middag peger også futures i USA mod en grøn åbning, når amerikanerne åbner handlen senere på dagen.

- Vi ser en lille stabilisering, lyder det videre.

Og handlerne kan med god grund trække luft ind mandag, før begivenhederne for alvor tager fart i ugens løb. Herhjemme er der igen regnskaber fra øverste hylde, og i USA skal flere af de helt tunge teknologiselskaber på banen med tal. Desuden offentliggøres den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsindikator, der har afgørende betydning for renten og stemningen på markedet.

GN TOPPER

Med indgangen til maj får danske GN efter et langt tilløb adgang til at sende sit topprodukt, Resound Nexia, der kommer med den nye lavenergistandard fra Bluetooth, på markedet i den offentlige amerikanske salgskanal, Veterans Affairs (VA).

Og det er noget, som selskabet ser frem mod med spænding og store forventninger.

- Det største omkring VA lige nu er, at vi lancerer Resound Nexia om et par uger. Vi er 100 pct. fokuserede, fordi vi synes, at Nexia er et fantastisk produkt, og det vil vi gerne levere til så mange veteraner som muligt, siger Scott Davis, der er chef for GN's høreapparatforretning, til MarketWire i et interview, der blev lavet under sidste uges messe hos den amerikanske brancheforening for audiologer, American Academy of Audiology (AAA), i Atlanta.

Ifølge Martin Munk kan fokus være med til at præge aktien, der mandag stiger 3,9 pct. til 179,55 kr.

STRIBE AF ANALYSEÆNDRINGER

Flere finanshuse har hævet deres kursmål for Royal Unibrew efter sidste uges opjustering fra bryggerikoncernen. Aktien fortsætter i vejret mandag med et plus på 3,1 pct. til 536 kr. efter fredagens stigning på hele 18,1 pct., som var den største i 15 år.

Carlsberg har fået løftet kursmålet til 1230 kr. fra 1125 kr. hos finanshuset Bernstein. Anbefalingen "outperform" gentages for aktien, som starter dagen med et plus på 1,5 pct. til 941,80 kr.

Der er også analysenyt til NKT, som har fået sin første negative anbefaling, efter at den amerikanske storbank Jefferies har indledt dækning af aktien med anbefalingen "underperform".

Kursmålet er blot 500 kr. per aktie, viser data fra Bloomberg News.

NKT-aktien ligger i C25-bunden med et minus på 3 pct. til 577 kr.

KURSMÅL HALVERET PÅ ØRSTED

Ørsted har fået kappet mere end halvdelen af kursmålet hos norske ABG Sundal Collier, så det nu lyder på 450 kr. fra før 990 kr. Anbefalingen "køb" gentages.

Ørsted-aktien falder 1,7 pct. til 378,50 kr.

SER BEDRING FOR HUSCOMPAGNIET

Uden for C25 stiger Huscompagniet 5,6 pct. til 56,60 kr., efter at SEB Bank har løftet anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold". Kursmålet for aktien er samtidig blevet løftet med mere end 55 pct. til 70 kr. fra førhen 55 kr.

Der kommer mandag branchenyt til FLSmidth i form af et regnskab fra den finske mineudstyrsproducent Sandvik.

FLSmidth ligger 1,4 pct. lavere i 347,60 kr.

Fodboldklubben Brøndby IF trak fra i toppen af den danske superliga med en sejr over rækkens nummer to, FC Midtjylland, på 2-1 på Brøndby Stadion søndag.

Parkens FC København hentede en sejr på 2-0 mod Silkeborg IF, og halede dermed ind på FC Midtjylland.

Brøndby IF-aktien stiger 3,6 pct. til 0,74 kr., Parken ligger 1,6 pct. højere i 124 kr., mens Silkeborg IF falder 0,9 pct. til 23 kr.

.\\˙ MarketWire