Tivolis tidlige åbning giver flere besøgende og højere omsætning
23/4 11:09

Påsken faldt tidligt i år, og det har givet Tivoli flere besøgende og en højere omsætning i første kvartal.
Det skyldes helt simpelt, at forlystelsesparken har haft ti åbningsdage i marts på grund af den tidligt placerede højtid, hvor der sidste år kun var en enkelt åbningsdag i den måned. Hertil kommer få åbningsdage i januar begge år.
Det betyder dog også, at omkostningerne er en anelse højere, viser et dugfrisk regnskab.
- Vi er kommet godt fra start i år, og mange gæster har lagt deres vej forbi en påskepyntet forlystelseshave. Tivoli fortsætter den positive udvikling, vi så i 2023. Første kvartal 2024 tegner sig for et resultat svarende til det forventede med bedre gæstetal og økonomisk resultat, end samme periode i 2023, siger Susanne Mørch Koch, der er administrerende direktør i Tivoli, i meddelelsen.
I alt 221.000 mennesker har lagt vejen forbi Tivoli i første kvartal, hvor tallet var 47.000 i første kvartal året før.
Omsætningen er løftet til 90,4 mio. kr. i de første tre måneder af 2024, hvor tallet var 61,8 mio. kr. i samme periode året forinden.
Personaleomkostninger og andre eksterne omkostninger er i samme ombæring vokset til 174,6 mio. kr. mod 158,5 mio. kr. i 2023. Det skyldes primært højere aktivitet som følge af den tidligere åbning, skriver Tivoli.
Tivoli fastholder i forbindelse med regnskabet de seneste udmeldte forventninger, hvilket betyder en omsætning i niveauet 1.200 mio. kr. og resultat før skat i niveauet 110 mio. kr., som er på niveau med 2023.
Tabel for Tivolis regnskab for første kvartal af 2024:
Mio. kr. | Q1 2024 | Q1 2023 | FY 2023 |
Nettoomsætning | 90,4 | 61,8 | 1213,8 |
EBITDA | -84,2 | -96,7 | 228,1 |
EBIT | -110,8 | -124,1 | 118,6 |
Resultat før skat | -112,4 | -126,1 | 111,1 |
Nettoresultat | -87,7 | -98,3 | 86,3 |
Tivolis forventninger til 2024:
Mio. kr. | Ved Q1 2024 | Før Q1 2024 |
Omsætning | 1200 | 1200 |
Resultat før skat | 110 | 110 |
.\\˙ MarketWire