Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Senatet i USA vedtager milliardstor hjælpepakke til Ukraine

24/4 06:35

Senatet i USA har natten til onsdag dansk tid vedtaget økonomisk hjælp til blandt andet Ukraine til en værdi af 95 milliarder dollar.

I danske kroner er der tale om cirka 661 milliarder kroner, hvilket svarer til omkring en fjerdedel af Danmarks bruttonationalprodukt i 2023.

Af det samlede beløb går omkring 425 milliarder kroner til Ukraine.

Andre dele af lovpakken sender omkring 181 milliarder kroner til Israel og omkring 55 milliarder kroner til blandt andet Taiwan.

Efter flere måneders modstand blev hjælpepakken i weekenden vedtaget i Repræsentanternes Hus.

Præsident Joe Biden siger i en udtalelse, at han vil underskrive loven onsdag.

Demokraterne har et snævert flertal i Senatet på 51 senatorer, heriblandt tre uafhængige, mod 49 Fra Det Republikanske Parti.

En hjælpepakke, der minder om, er tidligere blevet vedtaget i Senatet. Men den fik aldrig grønt lys i Repræsentanternes Hus.

I en opdatering i marts skrev det amerikanske udenrigsministerium, at USA har sendt over 308 milliarder kroner i militærhjælp til Ukraine, siden Rusland invaderede landet i februar 2022.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, udtalte i weekenden, at Ukraine med hjælpepakken får en "chance for at vinde".

Det ventes, at Rusland vil optrappe sine angreb på Ukraine i de kommende uger for at udnytte tiden, inden hjælpepakken kommer til at styrke det ukrainske militær.

Det skrev det amerikanske Institute for the Study of War (ISW) i en analyse søndag.

- Situationen på frontlinjen vil formentlig blive stadigt mere vanskelig for ukrainerne i en periode, hedder det i ISW-analysen.

/ritzau/Reuters