Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Nordea ser solid fremgang for dansk økonomi og spår lavere renter

24/4 09:01

Dansk økonomi oplever solid fremgang, og det skyldes ikke mindst den store vækst i medicinalindustrien.

Det smitter af på Nordeas forventninger til den økonomiske vækst, der løftes for 2024, fremgår det af en dugfrisk økonomisk prognose.

Her er eksporten, store investeringer i intellektuelle rettigheder samt i udviklingen af industriproduktionen med til at løfte væksten i bruttonationalproduktet, BNP.

- Medicinalindustrien får stadig større betydningen for udviklingen i dansk økonomi. Alene over de seneste tre år er den samlede omsætning næsten blevet fordoblet. Dermed blev branchen sidste år noteret for næsten en fjerdedel af den samlede omsætning i industrien, skriver Nordea i rapporten onsdag formiddag.

- Det bliver kanaliseret direkte ind i opgørelsen af BNP, lyder det videre.

Den løftede prognose fra Nordea hænger dog også i høj grad sammen med, at de historiske tal er blevet revideret, understreger banken.

Nordea spår nu en BNP-vækst på 2,5 pct. i 2024. Ved den seneste opgørelse i januar var forventningen en vækst på 1 pct.

- Det er lidt højere end sidste år, men det skyldes især en meget stærk afslutningen på 2023, som skaber et højt indgangsniveau til 2024, skriver Nordea.

I 2025 ventes BNP-væksten desuden at aftage til 1,5 pct.

Ser man på eksporten i det netop overståede 2023 var der også massiv vækst på 13,4 pct. mod 10,8 pct. året forinden, som også beskrives som stærkt.

FORUDSER LAVERE RENTER

Trods den stærke udvikling i økonomien, som også er gældende for flere dele af eurozonen, venter Nordea rentenedsættelser fra Den Europæiske Centralbank.

- Vi forventer, at ECB vil sænke styringsrenten første gang i juni efterfulgt af to yderligere rentenedsættelser frem mod årsskiftet, skriver Nordea.

Hvis det holder stik, og hvis Nationalbanken fortsat følger ECB, vil det betyde, at renten på indlån i Nationalbanken vil falde til 2,85 pct. ved årets udgang mod 3,60 pct. i dag.

- De kvartalsvise rentenedsættelser ventes at fortsætte frem mod udgangen af 2025.

Trods den solide vækst er prispresset dog efter alt at dømme mere stabilt i Europa og Danmark, end det er tilfældet i USA. Derfor fremhæver Nordea, at parløbet med Federal Reserve i USA snart kan være fortid.

- Vi mener, at ECB har meget stærkere grunde til at sænke renten end Federal Reserve, skriver Nordea.

- Hastigheden for væksten i USA er stærkere end "trenden", som kan føre til nyt inflationspres, og det kan gøre Federal Reserve mere tilbageholdende i forhold til at sænke renten, lyder det videre fra banken, der også noterer sig de signaler fra flere af de medlemmer hos den amerikanske centralbank, der sidder med rentebeslutningen i renteudvalget.

.\\˙ MarketWire