Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Astrazeneca stiger efter høj efterspørgsel på kræftmidler i første kvartal

25/4 10:09

Den svensk-britiske medicinalgigant Astrazeneca oplevede stor efterspørgsel på kræftmedicin i første kvartal. Det bidrog til en højere indtjening end ventet i kvartalet.

Aktien stiger 5,2 pct. til 11.940 pence på børsen i London.

- Astrazeneca havde en meget stærk start på 2024 med en betydelig samlet omsætningsvækst på 19 pct. i første kvartal, siger topchef Pascal Soriot i regnskabet.

- Vores stærke momentum i pipelinen fortsatte, allerede i år har vi offentliggjort positive studiedata med Imfinzi og Tagrisso, der var uden fortilfælde mod lungekræft, fortsætter han og tilføjer, at dataene fra studierne vil blive offentliggjort ved et arrangement i juni.

Astrazeneca havde i første kvartal en omsætning på 12.679 mio. dollar. Kvartalet udmærkede sig samtidig ved at være det første i selskabets historie, hvor salget af biofarmaceutiske midler og kræftmidler hver oversteg 5 mia. dollar, fortæller Astrazenecas finansdirektør, Aradhana Sarin, i et interview med Bloomberg News.

Salget i første kvartal oversteg også forventningerne i markedet. Her var ifølge Bloomberg News ventet 11.820 mio. dollar af analytikerne.

Kerneindtjeningen per aktie var i kvartalet 2,06 dollar, hvor der var ventet 1,89 dollar per aktie.

Det er blandt andet salget af kræftmidlet Tagrisso, der overrasker positivt ved at være "langt foran" forventningerne, skriver analytiker Peter Welford fra Jefferies i et notat ifølge Bloomberg News.

Også analytiker Mark Purcell fra Morgan Stanley hæfter sig ved salget af kræftmedicin som et højdepunkt.

Tagrisso solgte i første kvartal for 1,6 mia. dollar mod ventet 1,53 mia. dollar. Blandt andre positive overraskelser var også salget af astmasprayen Symbicort, der omsatte for 769 mio. dollar mod ventet 548,5 mio. dollar.

.\\˙ MarketWire