Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Novos potentielle blødermedicin er stærkt konkurrencedygtig mener amerikansk storbank

14/5 11:25

Novo Nordisks potentielle nye blødermedicin Mim8 har en stærkt konkurrencedygtig profil i behandlingen af hæmofili A sammenlignet med Roches storsælgende blødermedicin, Hemlibra, vurderer den amerikanske storbank Citi.

Banken hæfter sig ved, at fase 3-data er bedre end ventet og viser, at en meget stor andel af patienterne, der fik Mim8 forebyggende, slet ikke havde blødningsepisoder. Samtidig kan Mim8 bruges bare en gang om måneden og via en smertefri injektion, konstaterer Citi.

Banken estimerer i øjeblikket et topsalg af Mim8 på 1,9 mia. dollar, eller 13,1 mia. kr.

- Konsensus forventer et beskedent salg af Mim8 på 1,1 mia. dollar i topsalg mod Citis 1,9 mia. dollar og sammenlignet med det nuværende salg af Hemlibra på 4,6 mia. dollar og topsalgsforventninger (for Hemlibra, red.) omkring 6 mia. dollar, skriver Citi.

Banken venter, at markedet nu vil genbesøge deres topsalgsestimater både for Mim8 og Hemlibra.

Novos studie af Mim8 omfattede 254 patienter i alderen 12 år og ældre med hæmofili A, og undersøgte effektiviteten og sikkerheden af Mim8 en gang om ugen og en gang om måneden sammenlignet med ingen tidligere forebyggende, altså profylaktisk, behandling og tidligere koagulationsfaktor forbyggende behandling.

Hos personer uden forudgående profylaksebehandling viste Mim8 en gang om ugen og en gang om måneden overlegne reduktioner på henholdsvis 97 pct. og 99 pct. i behandlede blødninger sammenlignet med dem, der ikke modtog nogen profylaksebehandling.

Derudover oplevede 86 pct. af personer, som blev behandlet med Mim8 en gang om ugen, og 95 pct. af dem, der blev behandlet med en gang månedligt med Mim8, ingen behandlede blødninger sammenlignet med 0 pct. af dem, der ikke blev behandlet uden profylakse.

Mim8 bygger på teknologi indlicenseret fra Genmab, der ifølge Citi har ret til royalties af et eventuelt kommende salg i størrelsesordenen 5 pct. Baseret på Citis nuværende topsalgsestimat kan pengestrømmene for Genmab værdisættes til 70 kr. per Genmab-aktie, estimerer Citi.

Novo går efter at indsende registreringsansøgning for Hemlibra mod slutningen af 2024.

Året efter, i 2025, forudser analytikere, at Mim8 vil sælge for 431 mio. kr. stigende til 1 mia. kr. i 2026 og 2 mia. kr. i 2027. Det viser estimater indsamlet af Novo op til medicinalkoncernens regnskab for første kvartal.

Estimatet for 2031 lyder på 6,4 mia. kr., eller lidt over 1 pct. af Novos estimerede omsætning til den tid.


.\\˙ MarketWire