Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Amerikansk aktiemani trækker tråde til Danmark: Shortede aktier går til vejrs

15/5 12:21

Noget tyder på, at de seneste dages vilde kursudsving i de såkaldte meme-aktier i USA nu også trækker tråde til Danmark.

Det fornemmer chefhandler i Danske Bank, Mads Zink, der ser tegn på, at de mest shortede danske aktier gør det ekstra godt i disse dage.

Det gælder blandt andet Ambu, der stiger 8,9 pct. til 132 kr. onsdag middag.

MEME-MANI

To børshuse er kommet med positive meldinger om aktien, men ifølge Mads Zink kan fremgangen meget vel have rod i de seneste dages massive aktiestigninger i de såkaldte "meme"-aktier i USA.

Der er tale om aktier, der markedsføres af private via såkaldte memes, der er sjove tegneserier eller filmstumper på sociale medier, med det resultat at horder af investorer køber den samme aktie.

Og det er gift for de ofte professionelle investorer, der har "shortet" aktier - det vil sige lånt aktier af en aktionær, og efterfølgende solgt dem, i forventning om, at kursen vil falde.

Herefter kan aktierne købes billigt, og leveres tilbage til den oprindelige ejer, der modtager rente, mens aktielånet løber. Shortinvestoren kan så, hvis strategien lykkes, stikke resten af gevinsten i lommen.

SHORTEDE AKTIER MED FREMME I MAJ

Men herhjemme er det i høj grad er aktier, der i forvejen har været "shortet", som gør det godt i disse dage.

- Hvis du kigger på de aktier i Danmark, der er meget shortede, så er det faktisk også dem, der er steget meget her i maj. Så jeg har en fornemmelse af, at der er en "shortsqueeze" på de meget shortede aktier, siger Mads Zink til MarketWire.

Med "shortsqueeze" menes, at de investorer, der har spekuleret i kursfald, klemmes ud af deres positioner og tvinges til at købe aktierne tilbage for at sikre deres gevinster eller minimere deres tab, inden kursstigningerne har ødelagt strategien.

Og det kan være en tendens, der præger markedet lige nu.

- Jeg tror simpelthen, at der er hedgefonde, der lukker deres shortpositioner ned på grund af det, der foregår i USA, siger Mads Zink til MarketWire.

MERE END TREDOBLET

Hvor galt det kan gå for shortinvestorerne, hvis ikke de handler i tide, er de seneste dages kursudsving i memeaktien over dem alle, Gamestop, et tydeligt bevis på.

Gamestop steg 60,1 pct. tirsdag oven på mandagens løft på 74,4 pct. Aktien er mere end tredoblet i værdi på en uge.

Kursfesten blev startet, da profilen "Roaring Kitty", som i sin tid startede de private investorers eufori omkring videospilskæden, mandag for første gang i flere år igen var aktiv på de sociale medier.

Og for at det ikke skal være løgn blev en anden af pandemiens meme-aktier biografkæden AMC Entertainment trukket med ind på dansegulvet og steg 32,0 pct. efter et løft på 78,4 pct. mandag.

FLERE AKTIER MED FREMME

Herhjemme udgøres listen over de mest shortede aktier af Chemometec, Bavarian, ISS, GN og Netcompany.

Og Chemometec og Netcompany er begge steget over 19 pct., Ambu er steget næsten 18 pct., og Bavarian er steget næsten 10 pct. i maj, konstaterer Mads Zink.

ISS er eneste undtagelse i top fem med et fald på 1,5 pct.

.\\˙ MarketWire