Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Onsdagens aktier: Ambu tog tigerspring og sendte C25 tæt på rekord

15/5 17:05

Der blev hamstret på det danske aktiemarked onsdag, hvor indekset steg for syvende børsdag på stribe løftet af et stort flertal af eliteaktierne og ikke mindst Ambu.

Det danske medicoselskab fik rygklap fra et par børshuse, og nød muligvis indirekte godt af de seneste dages massive interesse for "meme"-aktier i USA, vurderer chefhandler i Danske Bank, Mads Zink.

Fra USA kom afdæmpede inflationstal, som sendte det amerikanske marked i vejret og også inspirede de danske handlere til at sende aktierne endnu højere.

C25-indekset sluttede 1,2 pct. højere i 1983,82 og mangler nu blot at stige ekstra 1,9 pct. for at passere lukkerekorden på 2020,69 fra den 12. november 2021.

AMBU TIL TOPS

Helt fremme på den danske aktiescene var Ambu, der steg 12,8 pct. til 136,75 kr. Dermed ramte medicoaktien den højeste lukkekurs siden februar 2022.

Norske DNB løftede sit kursmål til 138 kr. fra 130 kr. og gentog anbefalingen "køb". Desuden hævede JPMorgan sin anbefaling til "neutral" fra "undervægt".

Men den store interesse for Ambu havde nok nærmere rod i de seneste dages massive aktiestigninger i de såkaldte "meme"-aktier i USA, vurderer chefhandler i Danske Bank, Mads Zink.

Der er tale om aktier, der markedsføres af private på sociale medier, med det resultat at horder af investorer køber den samme aktie.

Og det er gift for de ofte professionelle investorer, der har "shortet" aktier - det vil sige lånt aktier af en aktionær og efterfølgende solgt dem i forventning om, at kursen vil falde.

Herefter kan aktierne købes billigt, og leveres tilbage til den oprindelige ejer, der modtager rente, mens aktielånet løber. "Shortinvestoren" kan så, hvis strategien lykkes, stikke resten af gevinsten i lommen.

Men herhjemme er det i høj grad aktier, der i forvejen har været "shortet", som gør det godt i disse dage.

- Hvis du kigger på de aktier i Danmark, der er meget shortede, så er det faktisk også dem, der er steget meget her i maj. Så jeg har en fornemmelse af, at der er en "shortsqueeze" på de meget "shortede" aktier, siger Mads Zink til MarketWire.

Med "shortsqueeze" menes, at de investorer, der har spekuleret i kursfald, klemmes ud af deres positioner og tvinges til at købe aktierne tilbage for at sikre deres gevinster eller minimere deres tab, inden kursstigningerne har ødelagt strategien.

Herhjemme udgøres listen over de mest shortede aktier af Chemometec, Bavarian, ISS, GN og Netcompany. Ambu er otter på listen.

Og Chemometec og Netcompany er begge steget over 20 pct., det samme er Ambu, og Bavarian er steget over 11 pct. i maj, konstaterer Mads Zink.

Der var også fremdrift i Novo, der steg 0,8 pct. til 917,10 kr. og nærmer sig lukkerekorden på 924,50 kr. fra midten af marts.

I samme sektor lyste Lundbeck op med en gevinst på 5,8 pct. til 38 kr. oven på sit kvartalsregnskab.

Salget af Lundbecks strategiske nøgleprodukter overraskede positivt i første kvartal, hvor Lundbecks nyeste lægemiddel, Vyepti, til forebyggelse af migræne fortsatte sin klare vækst.

FLS AFVENTER CEMENTSALG OG NY STRATEGI.

For FLSmidth bød årets første tre måneder på mere end et fordoblet overskud, der også landede højere end ventet. Omvendt dykkede omsætningen, mens også ordretilvæksten landede lidt lavere end ventet og desuden med et mindre ordreindtag end samme kvartal året før.

Finansdirektør Roland Andersen ser dog flere lyspunkter.

- Vi er rigtig godt tilfreds med vores mineforretning. Vores ordreindtag er steget 3 pct., og indtjeningen fortsætter op, serviceforretningen går rigtig godt og efter vores planer, og i omkostningerne kan vi se, at forandringsprogrammet begynder at virke, sagde han til MarketWire.

FLSmidth steg 2,8 pct. til 393,80 kr. efter at være åbnet i rødt.

Fra regnskabsfronten var der også nyt fra H+H, der fastholdt forventningerne og steg 3,6 pct. til 87,40 kr.

Per Aarsleff opjusterede sin prognose og kom med foreløbige regnskabstal og det blev belønnet med en gevinst på 5,4 pct. til 360 kr.

Rockwool kom med sit endelige regnskab, efter en opjustering og foreløbige regnskabstal tidligere på måneden. Aktien steg 0,8 pct. til 2646 kr.

.\\˙ MarketWire