Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Rekordfesten blev afblæst - Walmart i top efter stærkt regnskab

17/5 06:32

De positive takter fortsatte indledningsvist torsdag på det amerikanske aktiemarked, hvor S&P 500 var på vej mod årets 23. rekord, og hvor Dow Jones for første gang nogensinde gik forbi 40.000 indekspoint.

Luften gik dog af ballonen på grund af lidt høgeagtige kommentarer, der indikerer højere renter i længere tid, fra medlemmer af USA's centralbanks chefgruppe, som gerne vil se flere data med afbøjende inflation, inden de vil sænke renten.

Samtidig steg importpriserne i april med 0,9 pct. på månedsbasis mod ventet 0,3 pct.

Det brede S&P 500-indeks satte sig torsdag med 0,2 pct., selv om det var i plus med 0,3 pct. undervejs.

Dow Jones vandt tabte samtidig 0,1 pct., mens Nasdaq mistede torsdag 0,3 pct.

Fredag morgen er der let negative udsigter. Futures indikerer kursfald i de tre dominerende amerikanske aktieindeks på under 0,1 pct., når markedet åbner i New York senere på dagen.

Torsdagens udvikling betyder dog, at det for ugen alligevel ser ud til samlet set at ende med pæn aktiefremgang for fjerde uge i træk.

- Vi oplever en pusten ud. Der er nogle amerikanske centralbankchefer, som er lidt høgeagtige, og vi har set stigende importpriser. Bank of America har også været ude med en analyse, der peger på lave kontantniveauer hos investorerne. Så markedet ser lidt toppet ud, siger Lars Skovgaard Andersen, som er seniorstrateg i Danske Bank, til MarketWire.

- Vi er også på vej ud af regnskabssæsonen, og spørgsmålet er så, hvad den næste trigger er herfra. Så det er okay, at det sætter sig lidt nogle dage, fortsætter han.

WALMART MED I FRONT

I S&P 500 klarede dagligvarer sig bedst blandt sektorerne med et plus på 1,5 pct. Det skyldtes et bedre end ventet kvartalsregnskab på både top- og bundlinje fra detailkæmpen Walmart, der selv steg 7,0 pct., og som trak konkurrenten Costco med op med 0,8 pct.

Finans og kommunikationsservice gik marginalt tilbage, og it og cyklisk forbrug tabte henholdsvis 0,3 og 0,8 pct., mens industri samt råvarer og materialer begge mistede 0,7 pct.

I hovedindekset trak chipkæmpen Nvidia ned med 0,3 pct., mens konkurrenten Advanced Micro Devices, AMD, vandt 1,9 pct., da selskabet har erstattet netop Nvidia på "Wolfe Alpha List" hos finanshuset Wolfe Research.

Ligeledes inden for it satte Microsoft sig 0,5 pct., mens Apple gik frem med 0,1 pct.

Netværksproducenten Cisco steg onsdag aften i eftermarkedet med næsten 7 pct. efter en opjustering, men det blev i ordinær handel vekslet til et minus på 2,7 pct., da analytikerne anser det forhøjede salgs- og indtjeningsbud for alligevel at være lavt.

Der var omvendt plus til Alphabet i kommunikationsservice på 1,0 pct., mens Meta Platforms faldt 1,7 pct. efter nyheden om, at EU-kommissionen vil undersøge, om Facebook og Instagram er vanedannende for børn.

KAN UDFORDRE DUOPOL

Inden for sundhed, som faldt 0,1 pct., mistede Novo-konkurrenten Eli Lilly 2,0 pct., da schweiziske Roche torsdag offentliggjorde positive fase 1-data med et muligt fedmemiddel, som på sigt måske kan udfordre behandlingsduopolet med Novo Nordisk. Omvendt steg USA's største sygekasse, Unitedhealth, med 0,7 pct.

På regnskabsfronten straffedes traktorproducenten Deere med et minus på 4,7 pct. efter en nedjustering.

Med i front var Chubb også torsdag med en fremgang på 4,7 pct., da investeringsmilliardæren Warren Buffetts selskab, Berkshire Hathaway, har købt aktier i forsikringskoncernen for 6,7 mia. dollar.

Luften gik til gengæld uden for hovedindekset endnu en gang af ballonen i meme-aktierne. Gamestop og AMC Entertainment fortsatte nemlig onsdagens fald med minusser på respektive 30,0 og 15,3 pct.

.\\˙ MarketWire