Onsdagens danske avisuddrag med Mærsk, Apple og rentemøde
12/6 07:20
BØRSEN
ONSDAG LANDER INFLATIONSTAL OG RESULTAT AF RENTEMØDE
Onsdag venter to store begivenheder, som kan gøre os klogere på renteudviklingen i USA. Først et inflationstal om eftermiddagen, dernæst et rentemøde om aftenen. (Side 2)
GN'S PRODUKTSERIER KVALT I KONKURRENCE MED APPLE
Det blev tidligt tirsdag meddelt, at GN Store Nord skruer ned for blusset inden for forbrugerområdet og samtidigt nedpræciserer forventningerne til omsætningen i 2024. Det drejer sig eksempelvis om små trådløse earbuds. (Side 4)
AMERIKANSKE CHIPGIGANTER FORDOBLER UDVIKLINGEN AF NY CHIP
På kun tre dage i sidste uge løftede tre af de største amerikanske chipgiganter - Nvidia, AMD og Intel - alle sløret for nye AI-chip, med et budskab om at udviklingstempoet skal fordobles. (Forside, side 12)
EKSPERT: OPENAI-SAMARBEJDE ER ET KNÆFALD FRA APPLE
Apple indgår samarbejde med OpenAI om at bygge kunstig intelligens ind i techgigantens produkter. Ekspert kalder det et knæfald fra Apple, der ikke selv har formået at udvikle kunstig intelligens, der kan måle sig med ChatGPT. (Side 16)
PFA-DIREKTØR SIKRER STORE KONTRAKTER I TRAVLT ÅR
Landets største pensionskasse har sikret sig en række af de største pensionsudbud i et travlt år for branchen, hvor selskaberne slås om de største kontrakter, der blev indgået, før afgørende lovindgreb trådte i kraft. (Side 20)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
TESLA SIDDER TUNGT PÅ ELBILPARKEN
På bare to år er andelen af elbiler i Danmark mere end fordoblet, så der nu kører 250.000 elbiler rundt på de danske veje ud af en samlet bilpark på 2,9 mio. personbiler. Det er særligt Tesla, som fører an med sin Model Y, der blev den mest sælgende bil i 2023. (Forside, side 2)
RAPPORT FRA VERDENSBANKEN GEMMER PÅ GOD NYHED OG FLERE DÅRLIGE
Verdensbanken har i sin seneste prognose opjusteret vækstforventningerne. Trods opjusteringen kommer væksten dog ikke i nærheden af niveauerne før coronakrisen. (Side 14)
FED-MELDING KAN PÅVIRKE ALT FRA AKTIER TIL BOLIGMARKEDET
Senere onsdag er der rentemøde i den amerikanske centralbank. Centralbanken har tidligere signaleret, at den ville sænke sin ledende rente tre gange i år. Forventningen er, at der i forbindelse med onsdagens rentemøde vil blive signaleret et lavere antal rentenedsættelser. (Side 14)
DANSKE BANK SKIFTER SPOR OG FORETRÆKKER EUROPÆISKE AKTIER OVER AMERIKANSKE
Udsigten til en stærkere økonomi i Europa får nu Danske Bank til at se mere optimistisk på det europæiske aktiemarked, som, bankens chefstrateg regner med, vil løbe fra det amerikanske over de næste 6-12 måneder. Andre steder er synet det samme. (Side 18)
BERLINGSKE BUSINESS
UDSIGT TIL VÅBENHVILE SÆNKER MÆRSK-AKTIEN
Aktierne i rederigiganten faldt tirsdag med 7 pct. efter nye meldinger om våbenhvile i Gaza, der skaber usikkerhed om rederivirksomhedens fremtidige indtjening. (Forside, side 8)
ØKONOM VARSLER SNARLIGT AMERIKANSK AKTIEKRAK
Den amerikanske økonom Harry Dent holder fast i sin markante forudsigelse om, at et amerikansk børskrak er lige på trapperne. Og det bliver et stort et af slagsen, mener Dent, der efterhånden er kendt for sine dommedagsforudsigelser. (Side 15)
.\\˙ MarketWire