Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/tendens: Dramatisk renteuge kan slutte mere roligt

14/6 07:14

Amerikansk rentemøde og bløde nøgletal for økonomien i USA har i ugens løb givet anledning til vilde udsving på obligationsmarkedet, men fredag er der udsigt til en anelse mere ro.

Ifølge Sydbank er der udsigt til en flad start på dagen, før der ud på eftermiddagen alligevel kan være lidt at holde øje med for investorerne.

- Vi får nyt om forbrugertilliden i USA for juni, som kan skubbe lidt til renterne, men næppe afgørende. Derfor kunne det sagtens blive den generelle stemning på finansmarkederne, der sætter retningen for renterne i dag, skriver Mathias Dollerup Sproegel, seniorøkonom i Sydbank, i en kommentar.

Læner man sig op ad det amerikanske markeds udvikling torsdag aften, kan pilen dog pege en anelse ned fra start.

Renten på den toneangivende tiårige amerikanske statsobligation faldt med 7 basispoint til 4,25 pct. torsdag, hvilket var 3 basispoint under renten, da markedet i Danmark lukkede. Den toårige så sin rente sætte sig med 6 basispoint til 4,70 pct. torsdag.

I Danmark endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation fredagen i 2,54 pct., som var 1 basispoint lavere end dagen forinden.

Renten indledte ugen i netop det niveau, mens har i ugens løb været kravlet op til 2,68 pct.

Det er amerikanske forbrugerpriser og rentemøde i den amerikanske centralbank, der har været med til at præge markedet i ugens løb. Onsdag overraskede forbrugerpriserne ved på månedsbasis ikke at ændre sig i maj i forhold til april, mens en mindre stigning var ventet, og torsdag var det producentprisernes tur til at overraske til den svage side.

Men på rentemødet onsdag aften blev den amerikanske rente fastholdt, mens centralbanken samtidig sænkede forventningen til antallet af rentenedsættelser i år til en enkelt fra tidligere tre. Samtidig blev forventningerne til inflationen hævet.

.\\˙ MarketWire