Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Torm skal i C25: Nordnet spår god entre med flere forbehold

17/6 07:18

Torm bliver nyt medlem af det danske C25-indeks fra den 24. juni.

Det oplyste Nasdaq, der driver børsen i København, fredag i forbindelse med sin halvårlige gennemgang af eliteindekset.

Der har siden januar været en ledig plads i C25-indekset, efter at Chr. Hansen og Novozymes fusionerede til ét selskab.

Og tankrederiet Torm har længe været en stærk kandidat, skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar mandag.

Faktisk var der reelt ingen selskaber, der kunne presse Torms oprykning.

- Vores beregninger viser, at der ikke var et specielt tæt løb. Sydbank skulle "indhente" 600 mio. kr. i omsætning på de sidste to uger af referenceperioden, og det skete naturligvis ikke, skriver Per Hansen.

Det eneste forhold, der kunne presse oprykningen, var, at hovedaktionæren Oaktree sad på 54,7 pct. af aktierne i Torm, og det var derfor usikkert, om de aktier ville blive talt med. Siden har Oaktree reduceret sit ejerskab til 46,7 pct.

Torm optages i C25 fra næste uge, og markedet har derfor en uge til at forberede sig på det nye C25-selskab.

- For det første er det normalt kurspositivt, når et selskab kommer ind i et benchmarkindeks. Fonde, som følger udviklingen, skal købe aktier for at afspejle indekssammensætningen. Det giver forøget efterspørgsel, skriver Per Hansen.

Dertil kan der være "løse aktier" fra handlere, der har spekuleret i en C25-oprykning i forbindelse med Oaktrees aktiesalg. Skulle Torm ikke udvikle sig som ventet, kan der opstå et salgspres, vurderer investeringsøkonomen.

- Samtidig ved investorerne, at Oaktree vil sælge yderligere aktier i de kommende kvartaler, hvis det er muligt. Det dæmper alt andet lige appetitten på at købe ind, fastslår han.

Den samlede konklusion er, at Torm står til at få en god entre i C25, som "dog nok næppe vil få champagnepropperne til at springe".

.\\˙ MarketWire