Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Obligationer/middag: Tæt på status quo før amerikansk detailsalg

18/6 11:55

Lidt skuffende tyske nøgletal og en bekræftelse af inflationen i eurozonen har ikke ændret på rentebilledet på det danske obligationsmarked tirsdag middag i forhold åbningsniveauet for dagen.

Renten på den tiårige danske statsobligation ligger tirsdag middag fortsat 1 basispoint højere i 2,48 pct. efter formiddagens nøgletal. I eftermiddag vendes blikket mod USA, hvor der kommer tal for detailsalget.

- Efter den forgangne uges fokus på amerikansk inflation og Fed-mødet skifter investorernes opmærksomhed over til væksten. Interessen er skærpet efter, at en række vækstsignaler fra USA er kommet ud på den bløde side de seneste par måneder, skriver Jyske Bank i en kommentar.

Dagens amerikanske nøgletal omfatter også industriproduktion, kapacitetsudnyttelse og forretningslagre. Men investorerne vil især holde øje med detailsalget for maj.

- Det skuffede i april, hvor salget i de foregående måneder også blev nedrevideret. Det tyder på, at den amerikanske forbruger spænder livremmen ind. Da privatforbruget trækker hovedparten af amerikansk økonomi, er det absolut en advarselslampe, skriver Jyske Bank.

Tallet lander klokken 14.30 dansk tid, og økonomerne venter ifølge Bloomberg en stigning på 0,3 pct. i detailsalget i maj, hvis man sammenligner med måneden før.

Tirsdag formiddag viste det tyske ZEW-indeks, at de tyske finansielle aktører er noget mindre optimistiske i forhold til den økonomiske udvikling i Tyskland i juni, end økonomer havde forudset.

Forventningsindekset steg ganske vist til 47,5 fra 47,1 måneden før. Men økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 50,0.

Den del af ZEW -indekset, som afspejler vurderingen af den nuværende økonomiske situation, faldt uventet til minus 73,8 fra minus 72,3. Konsensus var ifølge Bloomberg en bedring til minus 65,0.

Fra eurozonen blev inflationen i maj på 2,6 pct. desuden bekræftet i en endelig opgørelse.

\\˙ MarketWire