Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/lukning: Gassen gik af ballonen - Nvidia nu verdens næststørste efter Microsoft

21/6 06:32

Det blev ikke til den festivitas på det amerikanske aktiemarked torsdag, som meget ellers tydede på. Efter indledende rekorder gik gassen af ballonen, og investorerne valgte at indkassere gevinster på store mastodonter som Nvidia og Apple. Så stort var faldet i Nvidia, at Microsoft nu atter er verdens mest værdifulde selskab.

Fredag morgen ser det ud til, at markedet sunder sig en smule. Og futures for de tre ledende indeks indikerer alle marginale plusser, når Wall Street åbner senere fredag.

Det startede ellers godt torsdag. S&P 500-indekset var i formiddagens handel på rekordkurs og passerede kortvarigt niveau 5500, før rekorden gled indekset af hænde. Slutfacit blev et fald på 0,3 pct. for S&P 500, der stadig har sat 31 rekorder i år.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks faldt desuden 0,8 pct., mens Dow Jones-indekset lyste op med en stigning på 0,8 pct.

Medvirkende til fremgangen til Dow var blandt andet Chevron, der nød godt af stigende oliepriser, og McDonald's, der varslede en stor kampagne og priskrig med et nyt måltid til blot 5 dollar.

Chevron steg 2 pct., og McDonald's lukkede 1,1 pct. højere.

NVIDIA FIK TO DAGE PÅ TRONEN SOM VERDENS MEST VÆRDIFULDE

Fokus var dog som altid på de store mastodonter.

Og her så intet ud til at kunne stoppe Nvidia, der bragede op fra åbningen, inden rekordniveauerne tilsyneladende blev for fristende, og aktien lukkede 3,5 pct. lavere.

Desuden faldt Apple 2,2 pct. og Microsoft lukkede 0,1 pct. lavere.

Dermed har Microsoft taget tronen tilbage som verdens mest værdifulde selskab fra Nvidia, der altså blot fik to dage, heraf en fridag onsdag, som verdensetter.

I teknologisektoren blev Dell Technologies og Super Micro Computer også indledningsvist sendt på solid vinderkurs, men også her glippede udbruddet, og begge aktier faldt en smule. Det på trods af, at Elon Musk på den sociale medieplatform X sagde, at virksomhederne vil levere serverudstyr til den supercomputer, som hans startup xAI er ved at bygge.

Decideret hastigt nedad bakke gik det for USA's tidligere præsident Donald Trumps børsnoterede medieselskab.

Tirsdag faldt Trump Media & Technology, der ejer det sociale medie Truth Social, med næsten 10 pct., og aktien fortsatte ned med næsten 15 pct. torsdag.

Nedturen falder sammen med, at det amerikanske børstilsyn tirsdag har registreret såkaldte warrants, der giver investorer mulighed for at tegne op mod 21,5 mio. nye aktier i mediekoncernen og derved udvande de eksisterende aktionærer.

.\\˙ MarketWire