Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/aktier: Airbus i dybt fald på dag hvor techsektor tynger humøret

25/6 12:25

Den franske flyproducent Airbus falder brat tirsdag middag efter en meddelelse om, at koncernen i den grad mangler reservedele.

Også den tyske medicinalkoncern Merck KGaA dykker efter flop med nyt lægemiddel mod kræft.

Blandt lyspunkterne i det brede europæiske aktieindeks er danske Zealand Pharma, der fortsat nyder godt af positive data om vægtstudie fra sidste uge.

Samlet er humøret dog presset blandt investorerne i Europa tirsdag, hvor det brede aktieindeks Stoxx 600 falder 0,3 pct.

Her er det blandt andet techsektoren, der tynger med et minus på 0,6 pct., efter at den amerikanske chipkæmpe Nvidia mandag smed hele 6,7 pct. Dermed blev nedturen fra de to foregående handelsdage forlænget, og koncernen som mere end nogen anden har vundet på fremkomsten af kunstig intelligens har nu mistet knap 13 pct. siden sin seneste rekord onsdag i sidste uge.

- De tech-relaterede aktier har haft en fantastisk tid, og det er ikke andet end sundt, at de holder en lille pause og giver investorerne mulighed for at få vejret og repositionere, siger Tom Gehlen, senior markedsstrateg hos SG Kleinwort Hambros, til Reuters.

AIRBUS MANGLER RESERVEDELE

Blandt selskaberne er Airbus hårdt ramt efter en nedjustering mandag aften af driftsindtjeningen og flyleverancer med henvisning til forsyningsproblemer.

Det rammer også en række underleverandører, heriblandt flymotorproducenterne Rolls-Royce, der taber 4 pct., og MTU Aero, der falder 5,3 pct.

Airbus regner nu med et justeret driftsoverskud på 5,5 mia. euro mod tidligere 6,5-7,0 mia. euro. Og det er betydeligt under det ventede blandt analytikerne på 6,79 mia. euro.

Samtidig sænkes buddet på antallet af leverede kommercielle fly i 2024 til 770 fra førhen 800, mens investorerne havde regnet med 804 leverancer i år.

Flyaktien dykker 10,6 pct. tirsdag middag.

MERCK UNDER PRES

Tyske Merck har stoppet sit fase 3-forsøg med Xevinapant i lokalt fremskreden hoved- og halskræft.

Det øger bekymringerne om vækstudsigterne for selskabets healthcare-forretning, vurderer analytiker Thibault Boutherin fra finanshuset Morgan Stanley ifølge Bloomberg News.

Aktien falder 8,6 pct. i middagshandlen.

Danske Zealand Pharma ligger modsat 4,1 pct. efter løftede kursmål ovenpå torsdagens studiedata med midlet Petrelintid, der viste, at midlet gav et vægttab på 8,6 pct. over en periode på 16 uger.

Fremgangen følger plusser på 18,6 og 5,7 pct. fredag og mandag.

.\\˙ MarketWire