Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Sønderslåede Navidia rejser sig på ventet grøn dag

25/6 14:27

Det ser ud til, at chipkæmpen Nvidia børster lidt af støvet af sig fra de seneste dages tæsk, når handlen går i gang på Wall Street tirsdag.

Og det lidt bedre humør omkring den store AI-kæmpe ser da også ud til at hive resten af markedet med frem, og futures for to ud af de tre ledende indeks indikerer da også en grøn start på dagen på 0,2-0,4 pct., mens Dow Jones peger ned med 0,1 pct. inden handelsstart.

Mandag faldt det brede S&P 500-indeks med 0,3 pct., ligesom Nasdaq mistede 1,1 pct., mens Dow Jones derimod vandt 0,7 pct.

Nvidia står til et plus på 2,2 pct., og chipaktierne Micron Technology, Broadcom og Qualcomm stiger begge mere end 1 pct. frem mod handelsstart.

- Der har helt sikkert været stærke spekulationer i Nvidias eksponentielle stigning siden begyndelsen af sidste år. Og en stor stigning bliver ofte efterfulgt af et stort frasalg, siger Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos Swissquote Bank, til Reuters.

- Det er for tidligt at sige, at Nvidia-manien er forbi. Men i betragtning af de mange spekulationer omkring aktien, vil vi se kursen blive værre, før den bliver bedre, vurderer hun.

Mandag løb Nvidia igen med opmærksomheden, da den reelt uden nyheder smed hele 6,7 pct. Dermed blev nedturen fra de to foregående handelsdage forlænget, og chipkæmpen, som mere end nogen anden har vundet på fremkomsten af kunstig intelligens, har nu mistet knap 13 pct. siden sin seneste rekord onsdag i sidste uge, hvor aktien også kortvarigt var verdens mest værdifulde børsnoterede selskab.

MICROSOFT I SLAGSMÅL MED EU

Microsoft risikerer en stor EU-bøde, efter at myndighederne har anklaget virksomheden for at misbruge sin markedsstyrke ved at sammenkoble Teams-videokonferenceappen med sin øvrige forretningssoftware, skriver Bloomberg News.

Europa-Kommissionen har gjort indsigelse med påstand om, at Microsofts praksis med at knytte Teams til sine Office 365- og Microsoft 365-pakker er i strid med EU's konkurrenceregler.

- At bevare konkurrencen for fjernkommunikations- og samarbejdsværktøjer er essentielt, da det også fremmer innovation på disse markeder, siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, tirsdag i en meddelelse.

Aktien i Microsoft ligger 0,1 pct. lavere i formarkedet tirsdag.

ELI LILLY I REKORD

Mandag steg Novo-konkurrenten Eli Lilly med 0,7 pct. til endnu en rekord i 890,11 dollar. Her var nyheden, at koncernens fedmemiddel, Zepbound, har vist positive effekter på patienter med søvnapnø.

Og går det som i formarkedet, vil den rekord blive slået tirsdag. Medicinalaktien stiger 1 pct. i formarkedet.

Det ramte omvendt Resmed, der sælger udstyr til at hjælpe de selvsamme patienter, og derfor dykkede medicoselskabets aktie med 11,5 pct. Tirsdag har investorerne umiddelbart besindet sig - aktien går 2,1 pct. frem op til handelsstart.

BOEING PÅ FRIERFØDDER

Boeing har tilbudt at købe sin underleverandør Spirit Aerosystems for cirka 35 dollar per aktie i et opkøb, som finansieres hovedsagligt med nye aktier. Det erfarer Bloomberg News fra anonyme kilder.

Det seneste bud markerer et skifte fra Boeings tidligere plan om lægge et kontant bud på Spirit, oplyser kilderne.

Meldingerne om et bud i aktier frem for kontanter falder umiddelbart ikke i aktiemarkedets smag tirsdag, hvor Spirit falder 2,9 pct. til 31,99 dollar. Boeing indikeres 1,3 pct. lavere i 176,75 dollar.

.\\˙ MarketWire