Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Novo trak eliteindeks i grønt - Zealand Pharma fortsatte op

25/6 17:04

Novo Nordisk satte tirsdag kursrekord, og det samme gjorde Zealand Pharma efter sit vægtstudie i sidste uge.

Også Carlsberg fik lidt luft under vingerne efter et dyk fredag i sidste uge på over 9 pct. efter et afvist købstilbud på den britiske læskedriksproducent Britvic.

Samlet endte det danske eliteindeks, C25, i et plus på 0,5 pct. til 1995,33 og gik dermed mod strømmen i resten af Europa.

- Novo gør, at vi trods alt er i et lille plus. Ellers er det klart techsektoren, der trækker det hele i minus. Og herhjemme trækkes Netcompany med ned, fordi det lugter lidt af tech, siger Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank, til MarketWire.

- Samtidig ligger der et valg og venter i Frankrig og i Storbritannien, så der er lidt sorte skyer, der tynger, siger han.

Netcompany endte 2,3 pct. lavere tirsdag.

NOVO OVER 1000 KR. EFTER SPLIT

Novo Nordisk krydsede tirsdag formiddag kurs 1000 for første gang, siden aktien blev splittet i to tilbage i september 2023.

Tirsdag var det fremme, at Novo Nordisks populære vægttabsmiddel Wegovy er blevet godkendt til behandling af svær overvægt i Kina.

- Og det er den kinesiske godkendelse, der er årsagen, selv om den var ventet. Vi har ikke fået mange flere detaljer - og aktien bør ikke stige mere, end den gør på det, vurderer Mads Zink.

Medicinalkoncernen fik tirsdag løftet sit kursmål til 1200 kr. fra 1100 kr. af den norske storbank DNB, der fastholder købsanbefalingen.

Tirsdag endte aktien 4 pct. højere i 1028 kr. Dermed lukkede aktien i rekord, og medicinalkoncernens markedsværdi steg 176 mia. kr. til 4578 mia. kr.

MERE NYT FRA MEDICINALBRANCHEN

Svenske SEB skruede op for kursmålet for Zealand Pharma til 990 kr. fra 805 kr. og gentager sin købsanbefaling.

Det løftede kursmål kommer, efter at Zealand torsdag kom med studiedata med midlet Petrelintid, der viste, at Petrelintid gav et vægttab på 8,6 pct. over en periode på 16 uger.

Aktien steg 9,5 pct. til 888 kr. til endnu en rekord. Fremgangen følger plusser på 18,6 og 5,7 pct. fredag og mandag.

Også ALK-Abelló fik hævet sit kursmål hos SEB, efter at allergivaccineproducenten fredag opjusterede forventningerne til 2024.

Den svenske bank har nu et kursmål for ALK på 170 kr. mod 160 kr., og anbefalingen "køb" gentages.

Vaccineselskabet gik 0,9 pct. frem til 158,60 kr.

CARLSBERG FIK MEDVIND

Blandt dagens lyspunkter var også Carlsberg, der fik klø fredag på et afvist købstilbud af britiske Britvic. Her faldt aktien 9,3 pct.

- Jeg ser det som en overreaktion, at aktien faldt så meget. Men markedet var lidt bange for, at Carlsberg ville hæve buddet, siger Mads Zink og påpeger, at Carlsberg står det samme sted, som inden buddet blev kendt.

Carlsberg steg 1 pct. til 868 kr. Inden tilbuddet blev kendt, kostede en aktie i niveauet 946 kr.

MÆRSK OG DSV HVER SIN VEJ

A.P. Møller-Mærsk fik løftet kursmålet til 13.800 kr. fra 13.300 kr. hos amerikanske Morgan Stanley, der fastholder anbefalingen "ligevægt".

B-aktien faldt dog 0,2 pct. til 11.670 kr.

For DSV skar Morgan Stanley omvendt kursmålet en smule til 1469 kr. fra 1487 kr., mens anbefalingen "overvægt" gentages.

Men Nordea løftede kursmålet til 1400 kr. fra 1360 kr. og fastholder sin købsanbefaling.

DSV steg 1,5 pct. til 1090,50 kr.

ISS I BUND

På trods af en forlængelse af en rengøringsaftale frem til 2027 med Panum i København bakkede ISS 3,1 pct. til 125 kr.

Aftalen har en værdi af 70 mio. kr. med mulighed for yderligere tre års forlængelse.

Vestas dykkede 1,5 pct. til 175,45 kr. på trods af en indkommen ordre på 50 megawatt på otte vindmøller fra spanske Elawan Energy.

Vindmøllekoncernen fik tirsdag sat kursmålet ned til 186 kr. fra 197 kr. af Morningstar, der gentager anbefalingen "hold".

.\\˙ MarketWire