Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Bavarians markedsværdi steg 2 mia. kr. på bekymring for farligere variant af mpox

26/6 17:04

Aktien i Bavarian Nordic blev onsdag sendt i vejret efter kraftige opfordringer fra Verdenssundhedsorganisationen og forskere til at reagere på udbruddet af en ny og farligere variant af mpox i Afrika.

Ved børslukketid i København onsdag var Bavarian Nordic steget 17,1 pct. til 182,80 kr., hvilket svarer til en forøgelse af vaccineselskabets samlede børsværdi med 2,1 mia. kr. - nu til 14,3 mia. kr.

- Der er et kritisk behov for at gøre noget ved den seneste stigning i antallet af mpox-tilfælde i Afrika, sagde Rosamund Lewis, WHO's tekniske leder for mpox, i en briefing til journalister tirsdag ifølge Reuters.

Som det eneste selskab har Bavarian Nordic en godkendt vaccine mod mpox, Jynneos, hvilket selskabet nød godt af tilbage i 2022, da andre varianter af mpox florerede med spredning fra Afrika til en række vestlige lande.

Tilbage i 2022 var det varianten Clade 2, der huserede. Herefter var der en variant 2b - og i længere tid har man også kendt til Clade 1.

- Nu er der så kommet en variant, der hedder 1b. Det her er sådan set ikke noget nyt. Der har været udbrud i Afrika med Clade 1 og også 1b i et stykke tid, og vi har hele tiden ment, at det var underrapporteret. Så har der så været en journalistbriefing tirsdag, som har afstedkommet, at der har været nogle artikler, som har givet en masse opmærksomhed, siger chef for Investor Relations hos Bavarian Nordic Rolf Sass Sørensen til MarketWire.

Ligesom det har været tilfældet med tidligere varianter, så forventer Bavarian Nordic, at selskabets vaccine også vil kunne dække den nye variant.

- Vi forventer, at vores vaccine er fuldt effektfuld mod Clade 1b, som er den seneste variant, vi snakker om her. Vores vaccineteknologi dækker hele virussen, så vi har ikke nogen som helst forestillinger om, at den ikke skulle dække den nye variant, siger Rolf Sass Sørensen.

Ifølge senioranalytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank spekulerer investorerne i, at det omtalte udbrud kan give sig udslag i flere ordrer og øget beredskab i de vestlige lande.

Han peger desuden på, at hvis man sammenholder ordreindgangen og resultaterne for Bavarian Nordic indtil nu med selskabets forventninger til hele året, så mangler der også lidt ekstra, hvis prognosen skal nås.

Og der kan et udbrud som det her hjælpe gevaldigt.

- De her udbrud er noget af det, der kan skabe fundamentet for, at man kan få de ordrer, der skal til for at indfri egne forventninger. Eller mere end det, siger Søren Løntoft Hansen.

Ifølge Rolf Sass Sørensen har Bavarian flere gange kommunikeret, at det er i dialog med vestlige lande om mpox-vacciner.

- I vores prognose for det forretningsområde, hvor mpox ligger, har vi guidet en omsætning i 2024 på 2,7-3,0 mia. kr., og vi har startet året med underskrevne kontrakter på 1,6 mia. kr. Det har fået investorer og analytikere til at spørge, hvad så med resten op til de 2,7-3,0 mia. kr. - jamen, det er de dialoger, vi har med forskellige lande om kontrakter. Det er dialoger, som kører frem og tilbage, siger Rolf Sass Sørensen.

.\\˙ MarketWire