Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/åbning: Micron lider under høje forventninger i afdæmpet start

27/6 15:41

Chipproducenten Micron indleder torsdagens handel i rødt, efter at selskabet efter børslukning onsdag gjorde status for sit forskudte tredje kvartal.

Her var indfriede forventninger til det forgangne kvartal og en prognose for indeværende over konsensus ikke nok for markedet.

- Det er i virkeligheden et spørgsmål om, hvorvidt regnskaberne i teknologisektoren kan forblive modstandsdygtige. Hvis de ikke kan, kommer vi nok til at se sporadiske gevinsthjemtagninger og små korrektioner, siger Mike Gallagher, der er direktør i Continuum Economics, til Reuters.

- Det kommer til at være sværere for teknologisektoren at drive markedet på den måde, som den har gjort, nu hvor vi nærmer os en mere konsoliderende og bumpet fase, fortsætter han.

Den sure stemning er ikke kun forbeholdt chipaktierne. Apotekerkæden Walgreens Boots får drøje hug efter en nedjustering af forventningerne, der i den indledende handel koster en femtedel af aktiekursen.

Langt mere afdæmpet er udviklingen i de amerikanske aktieindeks torsdag. Her handles det brede marked målt på S&P 500-indekset stort set uændret fra start, mens Nasdaq-indekset øger 0,1 pct., og Dow Jones omvendt falder 0,2 pct.

HØJE FORVENTNINGER PRESSER MICRON

USA's største producent af hukommelseschips, Micron Technology, sendes torsdag ned med 5,3 pct. i den indledende handel.

Selv om chipproducenten havde medgang fra den store interesse for chips relateret til kunstig intelligens, havde markedet udset sig mere i fjerde kvartal.

Her regner Micron med en omsætning i niveauet 7,4-7,8 mia. dollar., og selv om midtpunkter på 7,6 mia. dollar flugter med konsensus på 7,58 mia. dollar, havde nogle i markedet ifølge Bloomberg News regnet med over 8 mia. dollar.

I samme branche bakker Broadcom 0,2 pct., mens Nvidia dykker 1,5 pct.

SMÆK TIL LEVI'S

Tøjproducenten Levi Strauss, der bedst er kendt for sine jeans, skuffede øjensynligt gevaldigt med sin toplinjevækst i andet kvartal.

Omsætningen på 1,44 mia. dollar var ganske vist kun en spids under forventningen på 1,45 mia. dollar, men alligevel mødes det med stor utilfredshed blandt investorerne, der sender aktien ned med 15,4 pct. i formarkedet.

Til gengæld var både indtjening og nettooverskuddet bedre end ventet.

Aktien straffes med et fald på 15,7 pct. fra start.

Det er bekymringer om engrossalget, der tynger.

- Selv om brandets styrke synes stærk, holder engros dem stadig tilbage, og der er risiko for, at Europa ikke forbedres i andet halvår, skriver analytikere fra Citi i et notat ifølge Bloomberg News.

WALGREENS FÅR KAPPET 20 PCT. EFTER NEDJUSTERING

Apotekerkæden Walgreens Boots Alliance slår torsdag bak med mere end 21 pct., efter at selskabet har nedjusteret sine forventninger til 2023/24 efter en svag udvikling i det forskudte tredje kvartal.

Nedjusteringen afspejler et udfordrende miljø for den amerikanske apotekerbranche og pres på forbrugerne.

Walgreens venter nu en justeret indtjening per aktie på 2,80-2,95 dollar mod tidligere 3,20-3,35 dollar. Konsensus i markedet var 3,20 dollar.

Teknologigiganten Amazon fortsætter sit rekordridt torsdag med et plus på 0,8 pct., efter at aktien onsdag for første gang krydsede en markedsværdi på mere end 2000 mia. dollar.

Stemningen løftes af fornyet optimisme på området for kunstig intelligens, samt at Amazon vil gå de kinesiske dropshipping-selskaber som Temu i bedene ved at lancere en konkurrent.

Amazons nye selskab skal ligesom de kinesiske selskaber sende billige varer direkte fra Kina til kunder rundt om i verden, viser præsentationer, som Amazon har fremlagt kinesiske tredjepartssælgere.

.\\˙ MarketWire