Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

USA/tendens: Flere store navne hænger i bremsen - fald i sigte

2/7 13:41

Stemningen er halvsløj på futuresmarkedet tirsdag op til åbningen på Wall Street. Flere af de store navne som Nvidia, Tesla, Microsoft, Apple og Amazon siver i formarkedet efter pæne stigninger i mandagens handel.

S&P 500-futuren falder 0,4 pct., Nasdaq-futuren ligger 0,5 pct. lavere, mens Dow Jones-futuren taber 0,3 pct.

Nedturen følger moderate stigninger mandag, hvor det brede S&P 500-indeks endte 0,3 pct. højere. Desuden steg Dow Jones 0,1 pct., mens Nasdaq gik mest frem med 0,8 pct.

Gevinsthjemtagning i sværvægterne gør det dog ikke nemt at lægge godt fra land tirsdag.

Microsoft falder 0,3 pct. efter en stigning mandag på lige over 2 pct. Amazon taber 0,4 pct. efter en stigning på 2 pct., mens Apple, der steg 2,9 pct. mandag, siver 0,4 pct.

Aktien i Tesla, der blev kraftigt løftet mandag med 6,1 pct. i kølvandet af positive salgstal fra konkurrenterne i Kina, falder 1,3 pct.

Og blandt chipproducenterne falder Nvidia med 1 pct. mod en stigning på 0,6 pct. mandag.

Helt generelt ventes aktiviteten i markedet da også at være lav op til fridagen torsdag, hvor USA fejrer Independence Day, skriver Reuters.

Blandt boligudviklerne siver Lennar 2 pct., efter at hele to analysehuse, Raymond James og Citi, har sænket deres anbefalinger til neutralt niveau.

Det sker med henvisning til forventninger om et afdæmpet andet halvår. Specifikt henviser Raymond James til, at boligmarkedet i Florida er præget af stor stigning i antallet af huse til salg.

Citi har i øvrigt også skåret sin anbefaling af kollegaen D.R. Horton til neutralt niveau. D.R. Horton falder 1,6 pct. i formarkedet.

Fra rygtebørsen kan New York Times berettet, at mediemogulen Barry Diller, der er bestyrelsesformand i mediekonglomeratet IAC, overvejer at købe en bid af Paramount og dermed CBS, MTV og Nickelodeon for at overtage kontrollen med underholdningskoncernen.

Det erfarer New York Times fra fire kilder med kendskab til sagen.

IAC har underskrevet en fortrolighedsaftale med National Amusements, der er hovedaktionær i Paramount. Aftalen gør, at begge sider kan udveksle fortrolige oplysninger.

Aktien i Paramount stiger 3,1 pct. i formarkedet.

.\\˙ MarketWire