Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Tirsdagens aktier: Præsident Biden tog glansen af Novo i halvsurt marked

2/7 17:06

Gevinsthjemtagning og et stort kursfald i Novo Nordisk oven på barske meldinger fra USA's præsident Joe Biden sendte tirsdag det danske aktiemarked agterud.

C25-indekset endte 0,7 pct. lavere i 1958,12 og fik dermed næsten slettet mandagens fremgang på 0,9 pct.

Det var med Novo som den helt store bremseklods, efter at præsident Joe Biden i et debatindlæg sammen med Bernie Sanders, formand for Senatets sundhedskomité, kritiserede Novos og konkurrenten Eli Lillys høje priser på GLP-1-midler.

Det skete i avisen USA Today, og da meldingerne et par timer senere ramte Bloomberg News sendte det lynsnart Novo-aktien og i øvrigt også Eli Lilly baglæns. Facit ved lukketid var et fald i Novo på 1,1 pct. til 993,50 kr.

Det er ellers ikke første gang, at Bernie Sanders og Joe Biden kritiserer de høje priser på medicin i USA. Det sker jævnligt.

Samtidig nærmer præsidentvalget sig, konstaterer chefhandler i Danske Bank, Mads Zink.

- Jeg synes, at det er en hård reaktion i markedet, for vi vidste, at der ville komme sådan noget i den amerikanske valgkamp, og vi ved også, at det vil ske igen. Det er lidt en gratis omgang for politikerne at mene, at Wegovy, eller insulinpriserne skal ned. Det har vi hørt i tidligere valgkampe, sagde Mads Zink til MarketWire. På det tidspunkt lå Novo-aktien tæt på 3 pct. lavere.

Ud over Novo faldt Zealand Pharma, der også udvikler vægttabsmedicin, med 1,4 pct. til 900 kr.

GEVINSTHJEMTAGNING I PANDORA, MÆRSK OG DSV

Det skete i et lidt surt marked, der ifølge Mads Zink var præget af gevinsthjemtagning og fald i et flertal af eliteaktierne.

Det gjaldt også ugens foreløbige vindere A.P. Møller-Mærsk og DSV.

De strøg begge til vejrs mandag, efter at Mærsk trak sig fra budprocessen om den tyske transportkoncern DB Schenker, og derved undgik et opkøb til et trecifret milliardbeløb, som analytikere vurderer vil øge risikoen i Mærsk.

Tirsdag endte Mærsk imidlertid 1,6 pct. lavere i 12.650 kr. målt på B-aktien efter en stigning på godt 6 pct. mandag.

DSV, der stadig er med i budkampen og historisk har formået at høste store synergier ved opkøb, faldt 0,5 pct. til 1137,50 kr. efter en gevinst på over 7 pct. mandag.

Blandt taberne var også Pandora-aktien, der faldt under 1000 kr. for første gang siden februar efter et fald på 1 pct. til 999,20 kr.

- Jeg har undret mig lidt over Pandora. Vi så sølvpriserne i en lang periode steg meget, men det virkede som om, at Pandora var immun over for det. Pandora har været alles darling i lang tid, og nu er markedet bare blevet lidt mere surt, og der er stadig pæne gevinster, der kan tages i Pandora. Så det handler nok om gevinsthjemtagning, vurderer Mads Zink.

Med i bunden af C25 var hele tirsdagen ISS, der faldt 1,7 pct. til 118,80 kr. efter lidt svage salgstal fra den franske konkurrent Sodexo.

I toppen af C25 endte Rockwool 2,1 pct. højere i 2882 kr. tilsyneladende uden bagvedliggende nyt.

Desuden var Carlsberg med fremme og steg 0,5 pct. til 847,80 kr., efter at Morningstar løftede sin anbefaling af aktien til "køb" fra "hold".

CHEMOMETEC TIL VEJRS

Blandt sidepapirerne var Chemometec helt ustyrlig.

Selskabet, der laver celletællere, endte over 15 pct. højere i 346,80 kr., oven på offentliggørelsen af foreløbige salgstal for regnskabsåret 2023/24.

Hertil kom positiv omtale i Børsen, der skrev, at analytikere spår, at aktien vil stige efter en gevaldig nedtur siden toppen i 2021.

.\\˙ MarketWire