Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Frankrig/Nordnet: Begrænset jubel på aktiemarkederne efter sejr til venstrefløjen

8/7 07:16

Franskmændene overraskede ved anden runde af det franske parlamentsvalg søndag, hvor et spået flertal til højrefløjspartiet National Samling langt fra kom til at afspejle virkeligheden.

I stedet blev det den franske venstrefløjsalliance, NFP, der fik flest stemmer, efterfulgt af præsident Emmanuel Macrons koalition Ensemble og udfordreren Marine Le Pens National Samling på tredjepladsen.

Selv om venstrefløjen fik flest stemmer, kommer den politiske virkelighed i Frankrig til at ligge på midten.

Det vurderer Nordnets investeringsøkonom Per Hansen i en kommentar.

De europæiske aktier og særligt de franske har været under pres, siden Emmanuel Macron efter en stor fremgang til National Samling ved valget til Europa-Parlamentet valgte at udskrive lynvalg.

Det skyldtes ifølge Per Hansen, at den politiske højredrejning ville blive udgiftskrævende.

- Nu kom der i stedet en venstredrejning og den ventede svækkelse af Macron, skriver investeringsøkonomen.

- For europæisk økonomi er valgresultatet nok reelt ikke så ringe alt i alt, vurderer han videre.

En sejr til venstrefløjen vil efter alt at dømme også betyde mange udgiftskrævende forslag med kompromisser til følge, hvilket nok er at foretrække for investorerne frem for tvivl om blandt andet EU-politikken og Rusland, mener Per Hansen.

Han ser dog ikke nogen større effekt på aktiemarkederne udover "måske på marginalen lidt et lettelsens suk".

Netop udsigten til kompromisser i det franske parlament betyder, at større udgiftsstigninger og omfattende ændringer bliver holdt for døren, og det bør netop føre til lettelse for de europæiske aktier og en indsnævring af rentespændet mellem Tyskland og Frankrig, vurderer Danske Banks seniorstrateg Sofie Manja Eger Huus.

Seniorstrategen spår til gengæld mulighed for en god periode for de europæiske aktier efter ikke bare det franske, men også afgørelsen af det britiske valg, hvor partiet Labour vandt langt størstedelen af mandaterne.

- Europæiske aktier har været tynget af både valget i Storbritannien og Frankrig, men når røgen letter, vil investorerne igen fokusere på selskabernes indtjeningsmuligheder, den mulige vending i industrisektoren, og at europæiske forbrugere står på et solidt fundament med reallønsfremgang og gedigne opsparinger, skriver hun.

- Europæiske aktier kan stå foran en god periode, fortsætter seniorstrategen.

.\\˙ MarketWire