Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Ambu opjusterer prognosen efter bedre end ventet tredje kvartal

11/7 06:34

Ambu har onsdag aften opjusteret sine forventninger til regnskabsåret 2023/24 efter en bedre end ventet udvikling i tredje kvartal.

Det fremgår af en meddelelse til fondsbørsen.

Medicokoncernen regner nu med en organisk omsætningsvækst på 12-14 pct. mod tidligere 10-12 pct., mens overskudsgraden (EBIT) før særlige poster ses lande i 11-13 pct. mod tidligere anslåede 10-12 pct.

- Den bedre end forventede præstation er drevet af fortsat stærk vækst inden for Endoscopy Solutions, solid vækst inden for Anesthesia & Patient Monitoring og forbedret operationel gearing i overensstemmelse med Ambus transformationsplan, hedder det.

Netop for endoskopiforretningen hæver Ambu også specifikt sin prognose for den organiske vækst til 18 pct. mod oprindeligt 15 pct.

Selskabet har onsdag også løftet sit bud på regnskabsårets frie pengestrøm med 80 mio. kr. til nu 450 mio. kr.

Den "bedre end forventede" udvikling kan samtidig aflæses i en fremgang i tredje kvartal, viser Ambus foreløbige regnskabstal for perioden.

Omsætningen steg nemlig med 15,7 pct. til 1383 mio. kr., mens der i samme periode et år før blot var en vækst på 5,9 pct. til 1195 mio. kr.

Den organiske vækst var desuden i perioden på 15,0 pct. mod 8,1 pct. i tredje kvartal 2022/23.

På driften endte det med et overskud (EBIT) før særlige poster på 178 mio. kr. sammenlignet med 91 mio. kr. i samme periode året før, og det betød, at overskudsgraden før særlige poster steg til 12,8 pct. fra 7,6 pct.

- Stigningen i EBIT-marginen skyldtes primært organisk omsætningsvækst og målrettede indsatser inden for Ambus transformationsdagsorden.

Den frie pengestrøm endte desuden i perioden i 163 mio. kr. mod 157 mio. kr.

Efter regnskabsårets ni første måneder kan Ambu også gøre regnebrættet op og konstatere samlet fremgang, da den organiske vækst for alle tre kvartaler er landet i 14,9 pct. mod 5,4 pct. i 2022/23. Driftsoverskuddet før særlige poster blev samtidig på 498 mio. kr. mod 205 mio. kr., hvorfor overskudsgraden gik op til 12,4 pct. mod 5,8 pct.

Ambu er derfor både i forhold til den organiske vækst og overskudsgraden efter tre kvartaler foran den nye prognoses midtpunkter i henholdsvis en organisk vækst på 13 pct. og en driftsmargin på 12 pct.

Den frie pengestrøm for de første ni måneder af regnskabsåret 2023/24 landede endelig i 426 mio. kr., hvilket skal sammenlignes med blot 4 mio. kr. på samme tid et år før.

Tabel over foreløbige tal for tredje kvartal af regnskabsåret 2023/24:


Q3 '23/24
Q3 '22/23
9M '23/24
9M '22/23
Omsætning (mio. kr.)
1383
1195
-
-
Organisk vækst (pct.)
15,0
8,1
14,9
5,4
EBIT før særlige poster (mio. kr.)
178
91
498
205
EBIT-margin før særlige poster (pct.)12,8
7,6
12,4
5,8
Fri pengestrøm (mio. kr.)
163
157
426
4

Opjusterede forventninger til 2023/24 efter foreløbige Q3-regnskabstal


10. juli 2024
Tidligere
Organisk omsætningsvækst (pct.)
12-14
10-12
EBIT-margin før særlige poster (pct.)11-13
10-12
Fri pengestrøm (mio. kr.)
450
370
Endoskopi - organisk vækst (pct.)
18
15

.\\˙ MarketWire