Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Fredagens aktier: Mærsk sendt til bunds af faldende rater i grønt marked

12/7 17:05

A.P. Møller-Mærsk indtog fredag bunden af C25-indekset, da fragtraterne fra Kina for første gang viste et fald efter 13 uger med uafbrudte stigninger.

Til gengæld kom NKT tilbage oven på torsdagens dukkert. Her blev aktien sendt ned trods solide foreløbige tal for andet kvartal og en opjustering. Investorerne besindede sig dog og sendte aktien op med 3,5 pct. til 632,50 kr.

C25-indekset steg ud på eftermiddagen og sikrede et plus på 0,4 pct. til 1997,67.

Fremgangen kom til trods for skuffende nøgletal fra USA. Det var dog ikke nok til at spolere handlernes fredagshumør.

MÆRSK PÅ RETUR

Shippinggiganten A.P. Møller-Mærsk fortsatte nedturen fredag, hvor der kom nye ratetal fra Kina.

I den forgangne uge faldt spotraterne målt på Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) med 1,6 pct. Dermed er stimen med 13 plusuger i træk vendt.

Sidste uge steg indekset kun knebent, hvilket var et forvarsel om, at stigningerne i fragtraterne var aftagende. Samme udvikling blev konstateret torsdag, hvor World Container Index steg beskedent.

- Tallene indikerer, at toppen er ved at være nået. Vi er ikke i en situation som under corona, hvor fragtraterne eksploderede, men alligevel er der en konsensus om, at raterne er unaturligt høje. Det virker til, at markedet langsomt indpriser det, vurderer Lars Hytting, der er chef for aktiehandel hos Artha Capital.

Mærsks B-aktie faldt 3,5 pct. til 10.890 kr. Logistik-kollegaen DSV blev hevet med ned og lukkede ugen med et fald på 1,3 pct. til 1178,50 kr.

TOPDANMARK MED TAL

Forsikringskoncernen Topdanmark fremlagde fredag et blandet regnskab for andet kvartal af 2024.

Præmieindtægterne overraskede positivt, mens det forsikringstekniske resultat var til den lave side.

Forventningerne til 2024 blev samtidig skruet ned for at tage højde for de meromkostninger, som selskabet varslede i maj i forbindelse med it-separationen af frasolgte Topdanmark Liv.

Aktien steg dog 0,3 pct. til 369 kr.

NYT TIL NOVO

Medicinalkoncernen Novo Nordisk fik løftet kursmålet af det tyske finanshus Berenberg, der nu ser 975 kr. som en rimelig værdi mod hidtil 900 kr.

Det var dog ikke helt nok til at ændre på anbefalingen, som fortsat er "hold".

Seneste nyt om koncernen er, at Semaglutid, der er ingrediens i kanonsucceserne Ozempic og Wegovy, tilsyneladende reducerer risikoen for at udvikle demens med 50 pct. Det skriver The Telegraph på baggrund af et studie foretaget på University of Oxford.

Novo Nordisk steg 1,3 pct. til 980,30 kr.

Forsikringskoncernen Tryg var fredag under teknisk pres, da aktien blev handlet eksklusive retten til udbytte på 1,95 kr.

Efter sit regnskab torsdag har Jyske Bank sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" og fastholdt kursmålet på 170 kr. efter et "kedeligt", men "godt" regnskab, skriver banken i en analyse.

Tryg faldt 1,3 pct. til 153,20 kr.

.\\˙ MarketWire