Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Luksusmærker i kinesisk modvind: Boss nedjusterer og ryger til bunds med Burberry

16/7 09:56

Det står svært til blandt de dyrere mærker, der i andet kvartal har måttet sande, at kinesernes købelyst ikke er, hvad den har været.

Mandag fik britiske Burberry en kursafklapsning på over 16 pct., og tirsdag er det tyske Hugo Boss' tur til at få ørerne i maskinen.

Hugo Boss har måtte sænke forventningerne til året, da efterspørgslen på luksusvarer navnlig i Kina er under pres, og det sender aktien ned med 8,2 pct.

Den tyske tøjproducent venter nu et salg for året på mellem 4,2 mia. euro til 4,35 mia. euro. Tidligere ventede selskabet en omsætning på mellem 4,3 mia. euro til 4,45 mia. euro.

I Kina er det eksklusive forbrug nemlig aftaget efter at have været med til at drive væksten for store dele af markedet. De seneste økonomiske data viser, at Kinas økonomi bremsede kraftigt op i andet kvartal af 2024.

De skuffende udmeldinger på tværs af luksusmærkerne gav genlyd på aktiemarkedet mandag. Foruden Burberrys fald på 16 pct. dykkede aktien i urproducenten Swatch med mere end 9 pct.

Nedturen fortsætter tirsdag for Burberry, der falder 3,3 pct. Swatch har stabiliseret sig og stiger marginale 0,1 pct.

Også hos den schweiziske Cartier-ejer, Richemont, har nedgangen i Kina kunne mærkes.

- Alle regioner leverede vækst undtagen Asien- og Stillehavsområdet, hvor salget svandt ind med 18 pct., eftersom højere omsætning i Sydkorea og Malaysia kun delvist afbødede en samlet tilbagegang på 27 pct. i Kina, Hongkong og Macao, skriver Richemont i regnskabet tirsdag.

- Faldet afspejler både en lav forbrugertillid og et stærkt sammenligningsgrundlag med tocifret vækst på fastlandet og trecifret i Hongkong og Macao sammenlignet med for et år siden, fortsætter selskabet.

Dog nåede Richemont i mål i forhold til analytikernes forventninger på de øvrige markeder, og det kvitterer investorerne for ved at sende aktien op med 0,9 pct.

.\\˙ MarketWire