Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

TSMC giver oprejsning til amerikanske techaktier efter helvedsdag

18/7 13:17

De amerikanske chipproducenter går en blidere dag i møde torsdag, hvor et stærkt regnskab fra den taiwanske chipgigant TSMC har bestyrket markedets tro på sektoren for computerchips.

Det er da også tiltrængt for de amerikanske techaktier, der onsdag blev sendt i kulkælderen af markedets fortolkninger af regnskabet fra hollandske ASML samt frygt for at kunne blive pålagt restriktioner fra USA.

Selv om ASML's andet kvartal var mere end godkendt af markedet, bekymrede markedet sig både over forventningerne til tredje kvartal og en mistanke om, at USA kan pålægge selskabet, der leverer udstyr til produktion af computerchips, restriktioner for at begrænse eksporten til Kina.

Den amerikanske regering med præsident Joe Biden overvejer ifølge Bloomberg News at tage sine skrappeste restriktioner i brug mod Kina for at begrænse landets adgang til avanceret chipteknologi. Tidligere har Biden-administrationen blandt andet begrænset chipgiganten Nvidias eksport til Kina.

Næppe en formildende omstændighed er det, at handlerne nu i høj grad har indregnet, at Donald Trump kommer til at vinde det amerikanske præsidentvalg.

Under sin tid som præsident førte Donald Trump en hård handelspolitik over for Kina, og det lagde onsdag yderligere pres på teknologiaktierne og sendte indekset Nasdaq 100 ud på sin værste dag i mere end to år med et dyk på 2,9 pct.

Torsdag eftermiddag ser det dog ud til at lysne for de amerikanske teknologiaktier. Futuren for Nasdaq 100-indekset kommer sig med en bedring på 0,4 pct. efter onsdagens prøvelser.

Indekset trækkes blandt andet op af Apple, der i formarkedet stiger 0,5 pct., og chipproducenterne Nvidia og AMD med plusser på henholdsvis 2,4 og 1,6 pct.

Det er regnskabet fra taiwanske TSMC, der ifølge Bloomberg News er årsag til den løftede stemning. Chipproducenten havde godt gang i salget i andet kvartal, der voksede 40 pct. i perioden, mens indtjeningen voksede 36 pct. Begge dele var over forventningerne i markedet.

.\\˙ MarketWire