Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Europa/lukning: Røde markeder og rejseaktier ramt af it-kaos

19/7 17:46

Der var dårlig stemning på de europæiske aktiemarkeder fredag, hvor et globalt it-nedbrud kun øgede nervøsiteten.

Årsagen til nedbruddet, der angiveligt skyldtes en opdatering af et antivirusprogram, som fik visse Windows-styresystemer til at gå ned, blev dog ud på eftermiddagen identificeret og løst, men på en dag uden stor handelsvolumen kom optimismen aldrig rigtigt tilbage.

Det fælleseuropæiske Stoxx 600 lukkede med et fald på 0,8 pct. I Tyskland faldt DAX-indekset 1 pct., og det franske CAC 40 endte 0,8 pct. lavere.

It-nedbruddet ramte blandt andet lufthavne og flyselskaber, og derfor fik rejseaktierne også en hård medfart, hvor sektoren som helhed endte nede med 2 pct.

Easyjet faldt 1,7 pct., mens Ryanair og Deutche Lufthansa faldt henholdsvis 1,6 og 1,9 pct.

Danske Bank trodsede den sløje stemning med et plus på 7,7 pct. Det kom på baggrund af et solidt regnskab for andet kvartal og et varsel om milliardudbytte til aktionærerne i år.

Også svenske Electrolux blandede sig i toppen efter et bedre end frygtet regnskab for andet kvartal, hvor faldende råvarepriser har givet et boost til indtjeningen. Det sendte aktien op med 2,5 pct.

Der var også fokus på Ubisoft - dog af den negative slags - efter at den franske spiludvikler har leveret en ifølge finanshuset Citi "karakteristisk rodet" handelsopdatering. Forventningerne til hele året bliver fastholdt, men prognosen for regnskabsårets andet kvartal er lavere end ventet. Samtidig har selskabet udskudt lanceringen af to computerspil til næste år.

Det straffede investorerne ved at sende aktien ned med 13,7 pct.

.\\˙ MarketWire