Click
Chat
 
Du kan vedhæfte PDF, JPG, PNG, DOC(X), XLS(X) og TXT-filer. Klik på ikonet, vælg fil og vent til upload er færdig før du indsender eller uploader endnu en fil.
60
Vedhæft Send
DANMARKS STØRSTE INVESTORSITE MED DEBAT, CHAT OG NYHEDER

Kilder melder at USA har udført luftangreb syd for Bagdad

31/7 06:40

USA har tirsdag udført et angreb i Irak, som ifølge USA er sket som selvforsvar.

Det oplyser en unavngiven amerikansk embedsmand til nyhedsbureauet Reuters.

Embedsmanden, som udtaler sig på betingelse af anonymitet, siger, at angrebet skete som følge af en "trussel" mod amerikanskledede koalitionsstyrker.

Til nyhedsbureauet AFP siger en embedsmand inden for det amerikanske forsvar samtidig, at amerikanske styrker tirsdag har ramt "kombattanter" syd for hovedstaden Bagdad.

Kombattanterne forsøgte ifølge embedsmanden at affyre droner, der udgjorde en trussel mod USA og mod allierede styrker.

- Her til aften (tirsdag, red.) har amerikanske styrker i Irak i selvforsvar udført et luftangreb i Musayyib i Babil-provinsen, målrettet kombattanter, der forsøgte at affyre angrebsdroner.

Babil-provinsen ligger syd for Bagdad.

Tirsdag aften dansk tid lød det, at der havde været eksplosioner på en base, som blev brugt af Iraks Folkelige Mobiliseringsstyrker (PMF) - også syd for hovedstaden Bagdad.

Det står dog endnu ikke klart, om det er dette, de amerikanske embedsmænd henviser til.

PMF er et statsligt sikkerhedsagentur, som består at dusinvis af bevæbnede grupper - mange af dem med tætte relationer til Iran.

Kilder inden for politiet og sundhedsvæsenet i Irak har sagt til Reuters, at fire medlemmer af PMF mistede livet i forbindelse med eksplosionerne. Samtidig skal fire andre være blevet såret.

I en udtalelse efterfølgende har PMF sagt, at hændelsen er "udefineret". To medlemmer af PMF, der på lokalt plan har roller som øverstbefalende, har dog anklaget USA for at stå bag.

USA har siden 2014 ledet en koalition, som har haft til formål at bekæmpe Islamisk Stat i Irak og Syrien. Som en del af koalitionen er landet fortsat til stede med 2500 styrker i Irak.

/ritzau/